Donald Trump skal forestille at være USAs præsident og tror mere på Vladimir Putins forsikringer om uskyld end sine 17 efterretningstjenesters og senatets udenrigskomités konklusion om, at Ruslands efterretningstjeneste blandede sig i det amerikanske præsidentvalg i 2016. Alligevel fortjener han – ad omveje – en slags tak.

En tak for, at det nu står lysende klart for flere, hvorfor vores samarbejdsinstitutioner som NATO, EU mv. er vigtige og må forstærkes, så de i fremtiden kan modstå angreb selv fra en amerikansk præsident ude af kontrol, og, som stadigt flere mener, er i lommen på en fremmed magt.

For første gang i min levetid er vores samarbejdsinstitutioner truet, og en verden uden regler, hvor det store land kan true det mindre land til at indordne sig, kan snart blive en realitet.

Tiden er kommet til, at man på både den danske højrefløj og venstrefløj nu dropper den smålige irritation over, at EU og NATO ikke er perfekte institutioner, som godt kunne trænge til mere åbenhed, mere demokrati og langt mindre bureaukrati. Men disse institutioners overlevelse på kort og mellemlangt sigt er vigtigere end tågede forestillinger om, at man ad åre kan fremtrylle helt andre alternative fora, der tilfredsstiller alles vision om det helt rigtige demokratiske samarbejdsorgan.

Der lever eksempelvis også i Danmark en udbredt forestilling om, at Trump er den store fredsmager, der lige tager et møde med en diktator i en times tid, og så er 70 års krigstilstand pludselig overstået. Hvor svært kan det være? Hvem vil ikke have mere fred i verden, hvis det bare kræver, at man holder Putin i hånden og taler pænt? Man kan næsten høre John Lennon synge: »All we are sayin’ is give peace a chance!« Når nu de professionelle politikere med deres fine universitetsuddannelser ikke kan levere varen med det sædvanlige diplomati og sanktioner, så kan folkets mand – forretningsmanden – da lige klare den sag. Det behøver man ikke alle mulige forkromede organisationer til.

Dette er Trumps værk

Hvad har Trump-diplomatiet så leveret i forhold til USAs fjender eller »rivaler«? Indtil videre kun legitimering af Nordkoreas diktator og Ruslands autokrat, der regerer sit land som en mafiaboss. Der er ingen bundne aftaler, men kun løs snak om, at alting går derudaf.

Hvad har Trump så til gengæld konkret leveret i forhold til USAs gamle allierede i Europa, Nordamerika og Asien? Han har kastet alle ud i en global handelskrig, som ingen endnu kan se enden på. Han har angrebet EU, som han opfatter som »a foe«. Det udlægges af danske Trump-venner på højrefløjen som »en konkurrent«, men det forstås også i USA som »en fjende«. Han har undergravet USAs nærmeste allierede, bl.a. den britiske premierminister May ved at blande sig i Brexit-striden og udtale sin sympati for hendes mulige udfordrer, den netop afgåede udenrigsminister Boris Johnson.

Værst er imidlertid den systematiske undergravning af NATO, hvor Trump udadtil hævder, at han blot forsvarer alliancen ved at kræve, at medlemslandene med tiden øger deres forsvarsudgifter til to procent af BNP, som landene blev enige om for nogle år siden på et topmøde i Wales. Indadtil lyder der helt andre toner. Her hører man en amerikansk præsident, der bevidst og målrettet arbejder for at afmontere den »forældede« institution.

For første gang i min levetid er vores samarbejdsinstitutioner truet, og en verden uden regler, hvor det store land kan true det mindre land til at indordne sig, kan snart blive en realitet.

Det er nok meget godt, at det perspektiv går op for lidt flere, så vi igen – på tværs af ideologiske forskelle – kan samle os om at styrke EU, NATO m.v.

Jarl Cordua er vært på Radio24syv-programmet »Cordua & Steno« og politisk kommentator.