Allerede inden sommerferien er begyndt, kan dansk politik notere sig at have nået endnu et bundniveau.

En privat virksomhed udbyder kagemand i brødudsalg i forbindelse med fejringen af et religiøst mindretal. En DF-politiker kommer forbi med sin indkøbsvogn, noterer sig den arabiske lykønskning i anledning af Eid-højtiden og starter for 117. gang glidebane-debatten om, at jihadister snart kommer farende med selvmordsbælter og hævede krumsabler for at indføre kalifat i Dannevang.

Omgående bliver der sat strøm til frygtdanmark, og logikken er velkendt: Først fjernede de frikadellerne. Dernæst smed de mænd ud af svømmehallerne. Så kom Eid-kagen. Hvis man så forlænger udviklingen med brædder, så vil Islamisk Stat stensikkert ad åre indføre kalifatet. Kursen er uafvendeligt sat direkte mod katastrofen.

Men er det nu et sandt billede? Skal vi virkelig starte forfra hver gang? DF har genindført frikadeller i daginstitutionerne. I Hvidovre blev sikring af udbuddet af frikadeller til alle de små poder et helt afgørende punkt for, at DF kunne pege på en S-borgmester efter et kommunalvalg for nogle år siden.

Salig Kjeld Rasmussen i Brøndby fik allerede, mens han var S-borgmester, knæsat i sin kommuner, at der skulle tilbydes »dansk mad« i daginstitutionerne. Debatten om kvindesvømning er også taget, og nogle steder endda droppet igen, fordi man syntes, at det var en dårlig idé. De muslimske skoler i Danmark lukker på stribe, blandt andet fordi der nu er fokus på, at de ikke underviser efter principper, så der kan ydes offentlige tilskud.

I en anden mindre desperat tid ville politikere med den slags meldinger have været forvist til overdrevet.

Selv et camoufleret burkaforbud er indført. Asyltallet falder som en sten. De, der har forstand på integrationspolitikken, siger, at den faktisk virker.

Vi skriver med andre ord ikke længere 1988, hvor man nærede naive håb om, at religiøse folk fra Mellemøsten i løbet af få år nok blev sekulariserede danskere. I 2018, mange erfaringer rigere, er det efterhånden gået op for de fleste, at man skal vogte sig for, at religiøse normer sniger sig ind ad bagdøren i samfundets love og regler.

Scorer kassen

Imidlertid er der politikere, der lever fedt af at nære og ikke mindst udnytte den skræk, som flygtningekrisen og terrorismen har plantet i danskerne. Når selv en kagemand i Bilka kan bruges til at mobilisere frygten for islam, siger det noget om, hvor langt ude debatten er kommet. Hvis DF partout skal gå i små sko, kunne de jo i stedet fryde sig over, at nogle scorer kassen på muslimerne ved at sælge dem en kagemand til 150 kr. stykket.

Tidligere så vi V-minister Inger Støjberg fejre flygtningestramning nr. 50 med en kagemand. Det brød nogle Venstrefolk sig ikke om. Imidlertid sætter DFs formand, Kristian Thulesen Dahl, en ære i ikke at have den slags fine fornemmelser, da han i triumf fra Folketingets talerstol ved afslutningsdebatten bød regeringen på kage hos ham, når flygtningestramning nr. 100 var i hus.

Selv som tilhænger af stram udlændingepolitik af ren og skær nødvendighed er det deprimerende at iagttage, hvordan politikere på det niveau fejrer lovgivning, der afskærer desperate og ulykkelige fra at få et liv i lykke og frihed. Det er bare ikke i orden.

Det vidner ikke just om stort format eller nobel karakter. I en anden mindre desperat tid ville politikere med den slags meldinger have været forvist til overdrevet.

Er vi ikke snart kommet så langt, at vi kunne hæve niveauet og droppe al kage-snakken i udlændingedebatten?