UKRAINE: Ukraines præsident, Viktor Janukovitj, har lørdag morgen forladt sit lands uroplagede hovedstad, Kiev. Det fortæller en af oppositionslederne, Vitali Klitschko, ifølge Reuters.

»I dag (lørdag, red.) har han forladt hovedstaden,« siger Klitschko på et hastemøde i parlamentet.

»Millioner af ukrainere ser kun én udvej: Et tidligt præsident- og parlamentsvalg,« fortsætter oppositionslederen, der ifølge AFP vil have præsidentvalg i Ukraine inden 25. maj.

Ifølge Reuters vides det endnu ikke, hvor Janukovitj er rejst hen, men det forventes, at han er taget til den nordøstlige by Kharkiv. Hans bolig uden for Kiev står lørdag morgen tom og ubevogtet, oplyser lokale medier.

Natten til lørdag har været usædvanlig rolig, efter at flere end 70 personer har mistet livet i voldsomme kampe mellem demonstranter og sikkerhedsstyrker de seneste dage.

Men lørdag morgen er Uafhængighedspladsen i Kiev, der har været centrum for sammenstødene, igen ved at blive fyldt af demonstranter, fortæller DRs korrespondent i Ukraine, Henrik Lerche.

»Folk er begyndt at komme ind på pladsen, og talerne er gået i gang. Man kan ikke se på pladsen, at der er sket noget afgørende i går (fredag, red.),« siger han til DR Nyheder med henvisning til den fredsaftale, Janukovitj indgik med tre oppositionsledere fredag.

Fredsaftalen indebærer blandt andet, at der skal afholdes præsidentvalg inden årets udgang, dannes en national samlingsregering og foretages en forfatningsændring, der reducerer præsidentens magt.

Men aftalen er ikke faldet i god jord hos flere demonstranter. Da oppositionsledere fredag aften talte til demonstranter på Uafhængighedspladsen afbrød en demonstrant talerne med en trussel rettet mod Janukovitj, skriver den ukrainske avis Kyiv Post.

»77 mennesker er blevet dræbt, og de er stadig ved at forhandle. Jeg beder jer om at støtte os i dette. Jeg taler på vegne af min gruppe - hvis I (oppositionslederne, red.) ikke kræver, at Janukovitj træder af inden klokken 10 i morgen (lørdag, red.), vil vi bruge våben,« sagde demonstranten ifølge Kyiv Post.