Da Facebook-siden »History in pictures« viste et foto af en baby ved navn Leonardo DiCaprio med sine forældre, George DiCaprio og Irmelin Indenbirken, var der mange kommentarer. Ikke så meget på, hvor nuttet den senere Oscar-vinder var, men på hans mors armhuler. For der var hår. Rigeligt af det.

For eksempel skrev en mand ved navn Leonard Pollack: »I 60erne og 70erne prøvede kvinder at finde deres identitet, og lesbiske var en del af denne bevægelse hen mod frigørelse. Men de heteroseksuelle kvinder fattede ikke, at det var de lesbiske, der promoverede at gå uden bh, og lade deres hår gro på både ben og i armhuler.«

»Det blev faktisk en måde at identificere lesbiske på, men dumme heteroseksuelle kvinder fulgte trop.«

En kvinde ved navn Sarah Jane svarer pædagogisk, at Lenoardos mors efternavn lyder tysk/europæisk, og at »kvinder i disse lande barberer som regel ikke deres armhuler.«

At det overhovedet kan få folk til tasterne, kan undre. Men det kan det. For kvindekroppen er tilsyneladende stadig et emne, som alle gerne vil og må have en mening om.

Og hvor der er mulighed for at provokere, kan man være sikker på, at man finder disse to: Madonna og hendes lærling, Miley Cyrus. »Long hair, don’t care,« skrev Madonna, da hun postede et foto af sig selv med en lille nydelig busk, og så gik dét verden rundt.

Miley Cyrus har delt billeder, hvor hun er i færd med at farve sine hår i armhulerne pink, og det kan sært nok også være en form for nyhed. Hvorfor, kan man passende spørge sexolog Jakob Olrik, og han svarer:

»Det handler om normalitetsbegreber, og når det gælder armhulerne, så har de ikke rykket sig siden One Two’s album udkom for 30 år siden. Men hvis man, fra man var spæd, næsten kun har set kvinder med barberede armhuler, så virker det som noget specielt, når man ser nogen med hår.«

»Og for de unge, der er vokset op i en totalt hårløs tid, må det virkelig være et chok – også hvis de ser en velbevokset kusse. De tror måske næsten, at kvinden har en eller anden form for sygdom!«

Det kan virke paradoksalt, at når det gælder alt muligt andet, så gør vi alt, hvad vi kan for at være helt specielle og unikke, men når det kommer til kroppen, så vil vi bare være NORMALE.

Det er ifølge Jakob Olrik fordi det at være unormal på det kropslige område er forbundet med skam. Og det er dem med en stærk psyke, der tør skille sig ud.

»Når Madonna og Miley lader hårene gro og deler billeder af det, så er det nok for at vise, at de er modige. Man kan håbe, at det kan rykke vores alles opfattelse af, hvad der er normalt eller tilladt. Og som kvinde kan du jo også se det som en mulighed for at luge lidt ud i mændene – bliver han en lille fims, der ikke tør noget, hvis du viser ham dine behårede armhuler, eller tager han udfordringen op?!«

»Måske er det lige nu sådan, at man signalerer via sit armhulehår, at man er med på noderne?«

Hvorfor det kan virke provokerende på nogen at se en i bund og grund helt naturlig lille tot hår, forklarer Henrik Høgh-Olesen, professor på Psykologisk Institut på Aarhus Universitet:

»Vi er jo aber, som har tabt det meste af pelsen, så håret på kroppen er det sidste levn af dyriskhed. Og hvis du er kvinde, er der kun to steder, du har større ansamlinger af hår på kroppen – derfor er hår under armene direkte associeret med kønsbehåringen, og leder måske tankerne hen imod noget seksuelt,« siger han.

»At det kan provokere nogen, er vel, fordi det er forbundet med at blive kønsmoden. Derudover har idealet i lang tid har været, at vi alle vandrede rundt med glatte marmorkroppe, og så kan retro-kussen, som har fået en renæssance nu, da godt forskrække og provokere nogen. Måske er det lige nu sådan, at man signalerer via sit armhulehår, at man er med på noderne?«

Det er som om, det enten er blevet en provokation eller et tegn på power at lade håret gro. For Samson sad styrken i håret – men for unge kvinder skal der styrke til at vise det. Det mener Agnes Bugge Schou, som er 18 år, går i 3.g. på Christianshavns Gymnasium, og er aktiv inden for Danske Gymnasieelever.

»Jeg har egentlig følt mig tryg med at have hår under armene, fordi jeg har en omgangskreds med mange politiske veninder, som også har det, men sidste sommer fik jeg lidt af et selvtillids-dyk og blev desuden single, og så barberede jeg det væk, fordi jeg ikke orkede, at andre havde en mening om min krop,« fortæller hun.

Om der er flere kvinder på venstrefløjen, der har behårede armhuler, end til højre for midten, kan hun ikke sige noget om, for som hun siger, så går hun ikke rundt og løfter op i folks arme, men hun forestiller sig, at der ovre til venstre, hvor hun hører til, er en højere grad af normkritisk tænkning.

»Selv om det ikke er et politisk statement, er det selvfølgelig noget, man forholder sig til – om man kan overskue at have det, for man er jo klar over, at det sender et signal – men det synes jeg bare ikke, at det burde.«

»Der er også en del, der siger »sejt, men jeg ville aldrig gøre det,« og jeg har da været nervøs over, om drenge synes, det er ulækkert, men hvis der skal så lidt til at skræmme dem, så er de jo bare slet ikke værd at score.«

»Det er også meget spøjst, at det ligesom er vedtaget, at halvdelen af befolkningen skal fjerne det for ikke at være ulækre. Tænk, hvis man sagde, at halvdelen af os skulle barbere en skaldet plet på hovedet, fordi det var idealet?« siger Agnes Bugge Schou.

»Vi lever i en tid, hvor vi bestemmer mange af vores valg med øjnene, men faktisk er vores lugtesans langt mere ærlig«

Skraber, creme, voks, laser eller epilator – væk skal de tilsyneladende, er der mange, der mener. Men hvorfor egentlig? Hvem var de første, der syntes, at den slags var for ulækkert? Ifølge Timeline News så var det en annonce i Harper’s Bazaar i 1915, der startede det hele.

Med overskriften »With- out embarrassment« forklarer den, at med de nymodens ærmeløse kjoler, så er det nok en god ide at fjerne hårene under armene.

Og det er netop også mode, film og reklamer, der ensretter os, mener Jakob Olrik: »Den glatbarberede kusse var noget, der startede i firserne og kulminerede i nullerne, og det er helt klart, at det kom fra pornoen, men når det gælder de hårløse armhuler, så er det ikke helt til at sige, hvordan den trend startede,« siger han.

»Men vi bliver så påvirket af det, vi ser i medierne, at vi til sidst går rundt og tror, at vi kun kan blive elsket, hvis vi er helt, helt normale i vores måde at se ud uden tøj på. Og piger begynder at barbere sig, så snart det første hår viser sig, til de til sidst har gjort det i så mange år, at de ikke aner, om deres hårfarve på kroppen er gul, grøn eller blå,« siger han, og vil i øvrigt gerne slå på tromme for lidt mere eksperimenteren:

»Her er muligheden for, at progressive kvinder kan blive de nye hipstere, med perler eller dreadlocks under armene! Hvis det ikke er fedt, så kan man jo bare barbere sig igen – men det ville være skønt, hvis der var flere, der synes, det er sjovt at lege.«

Hårene under armene er gode til at transportere feromoner, de molekyler, som giver os vores individuelle lugt. Sammen med bevoksningen i skridtet fungerer de som en slags wunderbaum, der spreder vores duft til omgivelsernes glæde, tryghed, opstemthed eller kvalme.

»Jeg har aldrig set videnskaben helt klart forklare, hvorfor det lige netop er disse to steder, vi har hår, men det er jo nok fordi, det er to steder, man kan komme til at svede, og håret transporterer duften videre ud i verden. Det var en tiltrækning i tidligere tider, men i dag er trenden, at man så at sige fjerner sin egen duft, og erstatter den med en anden, som man har købt. Men vi er stadig meget styret af dufte. Vi er jo oprejste aber,« siger Henrik Høgh-Olesen.

Eftersom vi oprejste aber sætter vores partners duft – vel at mærke den naturlige duft, og ikke parfume – helt oppe i toppen af tiltrækningskraft, når vi skal vælge partner, så kan det virke sært, at en del af os fjerner det her fortrinlige transportmiddel af vores dufte. Ifølge Jakob Olrik er lugtesansen stærkt undervurderet lige for tiden.

»Vi lever i en tid, hvor vi bestemmer mange af vores valg med øjnene, men faktisk er vores lugtesans langt mere ærlig. Den aktiverer vores ældste del af hjernen – der, hvor tingene går klart ind, og hvor vi bliver påvirket på et dybt, dybt plan. Og desuden: De der hår er da dejlige at gå og nulre lidt! Faktisk er der stimulus i at hive lidt i hår, så måske bliver det det nye!«

Da One Two tre år senere udgav deres næste LP, var der på coveret en kvinde, der var i færd med at barbere sig under armene ...