BERGEN: Dykket begynder, og langsomt forsvinder den 60 meter lange ubåd ned under havets overflade. Det tager nogle minutter, og så er ubåden væk. Helt væk. Man kan ikke længere se den med det blotte øje. Men også for det mest avancerede sonarudstyr er de moderne ubåde med musestille motorer uhyre vanskelige at finde, når de først gemmer sig i dybet.

Det gælder ikke mindst i Østersøen og langs Norges kyst, hvor der er et utal af gemmesteder for ubådene. Her er ubådene på hjemmebane.

»Det er meget svært at finde en ubåd, som gemmer sig,« fortæller Kai Nickelsdorf, der har kommandoen på den tyske ubåd U33.

Normalt holder U33 og besætningen til i Eckernförde, som er udgangspunkt for den tyske ubådsflådes undersøgelser af, hvad der foregår under overfladen i Østersøen. Men Kai Nickelsdorf og U33 ligger nu i den store norske flådebase ved Bergen forud for en stor NATO-øvelse, hvor U33 og ubåde fra Norge, Sverige og USA vil blive jagtet af NATO-krigsskibe med avanceret udstyr. At dømme efter Kai Nickelsdorfs smil på læben så bliver han imidlertid mere end svær at finde, når først U33 er nede i dybet ud for Norges kyst.

Øvelsen er i år større end nogensinde, og det afspejler både en genfødsel af ubåden som et meget vigtigt strategisk våben samt en øget militær aktivitet både over og under vandet i Østersøen og ud for Norges kyst.

»Russerne har øget deres aktivitet markant, og det har vi også,« fortæller Kai Nickelsdorf.

Og tyskerne er bestemt ikke alene om at have bemærket den øgede aktivitet. I oktober var Sverige på en uges intensiv jagt efter en formodet ubåd, og så sent som i sidste uge affyrede Finland varslingsbomber som en advarsel til en formodet ubåd i farvandet ud for hovedstaden, Helsinki. Selv om Sverige ikke er med i NATO, deltager Sverige som NATO-partner i øvelsen, og det er vigtigt for at have et effektivt forsvar mod ubåde ifølge chefen for Sveriges søværn, Jan Thörnqvist. Han bekræfter, at såvel den russiske som NATO-landenes aktivitet er kraftigt forøget i Østersøen de seneste to år – en udvikling Sverige følger med bekymring.

»Vi er meget bekymrede omkring, hvad der sker i Østersøen. Vi tager det meget seriøst,« siger Jan Thörnqvist.

Han fortæller, at den øgede aktivitet i Østersøen stiller skærpede krav til den vanskelige opgave med at overvåge Sveriges 2.400 kilometer lange kyststrækning med de utallige gemmesteder i Sveriges mange skærgårde.

Artiklen fortsætter under grafikken

»Vi skal være i stand til at overvåge vores eget territorium og de omgivende farvande. Det har været lidt mere anspændt med mere aktivitet, og det har skabt et behov for, at vi er mere opmærksomme på, hvad der foregår, og have en god kommunikation med andre lande, så vi undgår misforståelser,« siger den svenske søværnschef.

Danmark sårbar uden ubåde

Med den øgede aktivitet i Østersøen er det et åbent spørgsmål, hvad der foregår under overfladen i dansk farvand. Efter Den Kolde Krig neddroslede flere lande investeringer i ubåde, og Danmark nedlagde helt brugen af ubåde i forsvaret i 2004, da Sælen blev løftet op på land og omdannet til museum. Men det var en fejl, som gør os sårbare i dag, mener marinhistoriker på Forsvarsakademiet, Søren Nørby, der er ekspert i ubåde og undervands­krigsførelse.

»Jeg mener, at det var en stor fejl at nedlægge ubådsvåbnet. Det er det mest effektive våben til at få kontrol over sit farvandsområde, og i dag ved vi overhovedet ikke, hvad der sker nede under overfladen i dansk farvand. Alle de lande, som vi potentielt kan blive uvenner med, investerer i ubåde, og uden egne ubåde kan vi reelt ikke øve undervands­krigsførelse,« siger Søren Nørby.

Da kritikken af Danmarks sårbarhed under vandoverfladen blev rejst i forbindelse med den svenske ubådsjagt tilbage i oktober, medgav Danmarks chef for Marinstaben, kontreadmiral Frank Trojahn, at Danmark reelt kun har fem store skibe, som kan lede efter ubåde, og at de kun kan lede på større vanddybder. Han ville dog ikke kalde det danske forsvar mod ubåde for »svagt«.

Teknologisk kapløb

De genopståede spændinger mellem Vesten og Rusland og den ændrede sikkerhedspolitiske situation i verden har medført et investeringsboom i ubåde. Og for kontreadmiral Brad Williamson, der fra broen af flagskibet USS Vicksburg styrer ubådsjagten i den store NATO-øvelse, er der ingen tvivl om ubådenes store betydning anno 2015.

»Efter Den Kolde Krig revurderede vi vores behov, og nu må vi igen evaluere, hvordan vi placerer vores investeringer bedst. Det gør vi i USA, og det gør alle. Og når man kigger på kloden og ubådstruslerne nu og i den nærmeste fremtid, så giver det grund til at genoverveje investeringer i undervands­krigsførelse,« siger den amerikanske kontreadmiral.

Selv om USS Vicksburg er et hurtigt og frygtindgydende krigsskib med såvel langt­rækkende Tomahawk-missiler som torpedoer, så lægger Brad Williamson ikke skjul på, at ubåde er en skræmmende fjende, der er ganske vanskelig at finde.

Der foregår et teknologikapløb, hvor sonarsystemerne på krigsskibene hele tiden bliver bedre, men samtidig forbedres ubådsteknologien også markant. Og det er fortsat ubådene, der har et forspring. Det blev ganske tydeligt, da det amerikanske søværn, US Navy, måtte leje den svenske ubåd Gotland i to år i perioden 2005-2007 for at finde ud af, hvordan man kan spore de musestille, svenske og tyske ubåde, der bruger dieselelektriske motorer og brændselscelleteknologi.

De nye motorer gør det både muligt for de dieselelektriske ubåde at være meget støjsvage og holde sig neddykket i så lang tid som tre-fire uger i træk. De store atomubåde kan ganske vist holde sig under overfladen i flere måneder, hvis forsyningerne ellers holder så længe, men atomreaktorer skal nedkøles, og det larmer. De mindre dieselelektriske ubåde er derfor kommet i høj kurs, og ordrerne vælter ind hos producenterne.

Den amerikanske erhvervsavis Wall Street Journal kunne i sidste uge berette, at markedet for de dieselelektriske ubåde ventes at have en årlig værdi på omkring 70 milliarder kroner om ti år mod omkring 35 milliarder kroner i 2014. Eksempelvis har den svenske stat indgået en aftale med den svenske forsvarskoncern Saab, der også står bag kampflyet Gripen, om at bygge en ny generation af ubåde frem mod 2022.

Robotterne kommer

De meget støjsvage ubåde har dog fået en ny fjende under vandet i form af ubemandede, selvstyrende undervandsdroner, som også deltager i NATO-øvelsen. Fra NATOs forskningsskib Alliance sendes dronerne i vandet, hvorefter jagten på ukendte objekter i havet indledes. Undervandsdronerne er programmeret til selv at opsøge de områder, hvor der opfanges ekko fra, som muligvis kan komme fra ubåde. Via avanceret akustisk kommunikation sender dronerne løbende oplysninger til forskerne på Alliance om de lydmønstre, som kan komme fra ubåde. Og i forhold til sonarsystemerne på krigsskibene har undervandsdronerne klare fordele.

»Det er i sin begyndelse, men har potentiale til virkelig at forandre undervandskrigsførelse. Det kan give en konstant overvågning i et område og sænke omkostningerne markant,« siger Ryan Goldhahn, der leder forskningen under NATO-øvelsen.

I luften har droner allerede revolutioneret krigsførelsen det seneste årti, og det samme kan meget vel komme til at ske under vandoverfladen.

»Jeg forventer, at det samme sker under vandet. Når teknologien er mere udviklet og udbredt, så tror jeg, at det bliver sværere for ubådene at gemme sig. Vi vil allerede være langt om fem år, og om 20 år vil de selvstyrende undervandsdroner være større og kunne operere flere måneder i træk under vandet,« siger dr. Kevin LePage, der er chefforsker på projektet.

Og den form for hjælp til overvågning af de territoriale farvande giver god mening, fordi det ganske enkelt er umuligt at opdage samtlige ubåde med de midler, man har i dag, fortæller chefen for den svenske søværn.

»Hvad der sker under overfladen, er svært at sige. Østersøen er kendt som et meget svært sted at opdage undervandsobjekter som ubåde. Det er et perfekt sted for ubåde, og at have fuld kontrol over, hvad der sker under overfladen, er umuligt,« siger Jan Thörnqvist.

Ud for Bergen fortsætter jagten på ubådene. Uventede russiske gæster under vandet venter Brad Williamson dog ikke under øvelsen:

»Det har jeg ingen information om, men hvis der er, så finder vi dem.«