Håbet er lige så lysegrønt som bladene på træerne efter en regnbyge, men mange i detailhandelen vil gå skuffede fra arbejde i aften, desværre.
Forbrugerne er tunge at trække i gang, for opsvinget findes mere udtalt i andre dele af samfundet, mens det endnu ikke viser sig tydeligt i kasseapparaterne.
Som faste læsere vil vide, har vi her på Berlingske Business sat os for at jagte opsvinget. Siden starten af april har vi gennemtrevlet landets erhvervsområder for at finde tegn på, at opsvinget er på vej – og for at følge, hvordan de enkelte virksomheder gør sig parate til at rykke, når der igen bliver mere grøde på markederne i ind- og udland.
Et stærkt team af Business-journalister er ude på landevejene for at finde lyspunkter og for at hente konkret inspiration fra de virksomheder, der skal trække hjulene i gang. Foreløbig har turnéen bragt en serie af overraskelser med sig. Som nu de »sexede stomiposer«, som Coloplasts designekspert fortalte om i avisen i går.
Eller frisøren, som prydede Berlingskes forside i forgårs med sine tatoverede arme og gnistrende sorte pandehår – og kom i avisen, fordi hun som helt ung har startet frisørsaloner med otte arbejdspladser.
Både stomipose-designeren og frisøren kan noget særligt, som trækker i retning af opsvinget – eller i hvert fald gør virksomhederne bedre klar til at gribe opsvinget.
Det samme gælder Novo Nordisk og de andre store virksomheder, vi skriver om længere fremme i denne udgave af Business.
De eftersøger internationale talenter, som kan bære opsvinget i fremtiden.
Ærgerligt nok kan vi ikke selv i Danmark uddanne nok af dem, men hellere udenlandsk forstærkning end at undvære vækst og opsving.
Her på redaktionen fortsætter vi jagten på opsvinget i de kommende dage, og hvis du ikke mødte alle de spændende virksomheder i første omgang, kan artikler og TV-indslag bekvemt findes på www.business.dk.