Med sin nye roman »Solar« har Ian McEwan bevæget sig over i et mere humoristisk register, end vi har været vant til fra hans hånd.

Romanen skildrer den dame-, vin-, mad- og (mest af alt) selvglade fysiker Michael Beard i tre store kapitler, som strækker sig over perioden 2000 til 2010. Beard var som ung en stjerneforsker og modtog en Nobelpris for sin revision af et aspekt af Einsteins teori.

Men ved romanens begyndelse er det mange år siden, og siden har han udelukkende levet på renommeet. Beard selv har tabt gejsten og kerer sig mere om sin næste drink eller erobring end om sit fags udfordringer.

Alligevel lader han sig indsætte som formel leder af et forskningscenter, der skal udvikle holdbare energiforsyninger for fremtiden. Intet interesserer ham mindre. Slet ikke da han opdager, at hans femte hustru er ved at forlade ham - og at skilsmissen denne gang skyldes, at hun (og ikke han) har en affære.

Ad veje, der ikke skal afsløres her, får Beard fingre i planerne til et endog meget lovende energiprojekt, som han sikrer sig patenterne til, imens han står frem for pressen som verdens frelser. Det går selvfølgelig ikke helt så let - der er mange lig i lasten, som har det med at titte frem på de mest overraskende tidspunkter.

Kostelig morskab

McEwan giver et indforstået portræt af et menneske, der sætter jagten på brændstof til sin egen livsenergi højere end selv den højeste sag - et menneske, det burde være umuligt at elske, men som alligevel charmerer sig dybt ind på både sin omgangskreds og på læseren.

Der falder mange sarkastiske øretæver undervejs til opportunistiske politikere, stive naturvidenskabsmand, fornuftsforladte humanister og en skandalehungrende presse, og man morer sig kosteligt, imens man bliver mere og mere bekymret for verdens sande tilstand.

Jan Hansens fine oversættelse gør bestemt ikke oplevelsen af bogen mindre glædelig.