Thomas Vinterbergs »Jagten« er en blandt de fem nominerede i kategorien bedste udenlandske film ved Golden Globe-uddelingen i januar.
Vinterberg er bl.a. oppe imod Cannes-vinderen »Adeles Liv« og den italienske »Den store skønhed«.
Golden Globe betragtes som den næstmest prestigefulde filmpris efter Oscar-uddelingen og opfattes sædvanligvis som et pejlemærke for fordelingen af Oscar-priserne. Golden Globe-priserne uddeles af kritikersammenslutningen Hollywood Foreign Press Association.
»Jagten«, der har den engelske titel »The Hunt«, blev belønnet med en pris for bedste mandlige skuespiller til hovedrolleindehaver Mads Mikkelsen, da den denne sommer havde verdenspremiere ved filmfestivalen i Cannes. Filmen handler om en mand, der bliver uretfærdigt beskyldt for at have misbrugt en mindreårig pige.
Med nomineringen til »Jagten« er det ottende gang, at en dansk spillefilm nomineres til en Golden Globe i kategorien »Bedste Udenlandske Film«. Tre gange har Danmark vundet prisen, først med Carl Th. Dreyers »Ordet« i 1956, dernæst »Pelle Erobreren« i 1988 og senest Susanne Biers »Hævnen« i 2010. Derudover har »Harry og kammertjeneren« (1961), »Babettes Gæstebud« (1988), Vinterbergs gennembrudsfilm »Festen« (1998) og sidste års »En Kongelig Affære« (2012) også været nominerede.
Golden Globe Awards regnes for den næststørste filmpris i USA efter Oscar. Den uddeles i år for 71. af de 93 medlemmer i The Hollywood Foreign Press Association, dvs. udenlandske journalister, der bor og arbejder i Hollywood og dækker film for over 55 lande over hele verden.
