Jacob Sten Lund Olsen var en benhård mand af ydre. Hans stærke fysik og de opsigtsvækkende tatoveringer gjorde ham til en respekteret del af truppen, men det var hans gode humør og store overskud, der indslusede ham som en god ven blandt de andre soldater.
Den 3. september 2011 var den 22-årige konstabel med sine kollegaer på patrulje til fods i et område nær Gereshk i Helmand. Undervejs i gennemsøgningen af nogle lerklinede bygninger, trådte Jacob Sten Lund Olsen på en nedgravet mine, som dræbte ham og sårede fire andre soldater.
Jacob Sten Lund Olsen var en del af Gardehusarregimentet i Slagelse, men det var på klippeøen Bornholm, han var vokset op og hørte hjemme. Oberst Ken Knudsen, der var chef for den danske kampgruppe, beskrev Jacob Sten Lund Olsen som en viljestærk, ung mand.
“Der var ingen tvivl om hans loyalitet og hjælpsomhed. Jacob var af natur lidt genert, men han følte sig tryg og hjemme i sin deling. Han var ikke bekymret for sin egen sikkerhed. Men risikoen for, at andre skulle komme til skade, lå ham meget på sinde. Jacob havde simpelthen et godt hjerte,” skrev Ken Knudsen i mindeordene.
Jacob Sten Lund Olsen efterlod sig en kæreste, seks søskende og forældre, som ikke har ønsket yderligere medvirken.
