Under intense kamphandlinger i Helmand trådte Jacob Grønnegaard Gade på en vejsidebombe. Han pådrog sig svære kvæstelser. I et forsøg på at komme ham til undsætning mistede også overkonstabel Dan Gyde livet. Bevidstløs blev Jacob fragtet til felthospitalet i Camp Bastion, men allerede i helikopteren på vej dertil måtte spejderen fra Jyske Dragonregiment erklæres død. Jacob Grønnegaard Gade blev 22 år.

Det var første og eneste gang, at Jacob ikke fandt en vej tilbage. Jacob havde det nemlig med at blive væk, men aldrig særlig længe ad gangen. Han formåede at bevare roen og overblikket og finde tilbage. Det kan klassekammeraterne fra hans ophold på Strib Efterskole bevidne. Under en skiferie besluttede eleverne at tage ud på bakken, selv om det var diset. Pludselig var Jacob væk. Elever og lærere ledte og ledte – stadig mere desperate. Efter nogen tid aftalte de at tage tilbage for at kontakte politiet og Jacobs mor. Men så dukkede han op midt i sneen. Alene på bjerget og faret vild havde han truffet en beslutning: Han ville fortsætte helt ned i bunden og tage en taxi hjem. Så langt nåede han ikke, inden han løb ind i vennerne.

“Jacob gik aldrig i panik. Han kunne simpelthen ikke hyles ud af den,” siger hans mor, Helle Grønnegaard Gade. Hun kan fortælle mange lignende historier om sønnens forsvindingsnumre. På en rejse til en forlystelsespark i England gik den niårige dreng helt alene op i en vogn i svævebanen og forsvandt fra sin mor, mormor og morfar. De ledte i timevis. Indtil han fandt dem. Han var selv gået ned fra bjerget igen – gennem buske og underskov og højt ukrudt. “Var du ikke bange?” spurgte hans mor. “Næh. Men mor, jeg har lidt ondt i benene,” svarede han.

Født til at være soldat

Jacob Grønnegaard Gade fra Glamsbjerg på Vestfyn var ifølge Forsvaret en dygtig soldat. Efter hans første udsendelse til Afghanistan på Hold 5 skrev hans chefer om ham i en slutevaluering: “pligtopfyldende”, “intelligent og fremstår meget voksen og ansvarsfuld”, “kan helt klart udfylde mere krævende funktioner i en kampenhed”.

Da Helle efter sønnens død fandt evalueringsrapporten, kom ordene ikke bag på hende; de bekræftede, hvad hun havde vidst, siden Jacob gik i skole: “Den dreng var født til at blive soldat. Jeg ville i dag ønske, at det ikke var sådan. Havde det stået til mig, var han blevet læge. Men der var slet ingen tvivl hos ham selv.”

I den blå bog for 9. klasse på Glamsbjerg Friskole årgang 2002 forudser klassekammeraterne, at Jacob – klassens højeste dreng – bliver sergent. Året efter skriver de nye kammerater på efterskolen i Strib på Nordfyn i deres blå bog, at han ender som “elitesoldat”. Det sidste gik i opfyldelse. Det første – en kommende sergent Gade – var også godt på vej til at blive realiseret. Jacob havde meldt sig til sergentskolen inden sin anden udsendelse til Afghanistan i efteråret 2008. Det var planen, at han skulle være begyndt, når han returnerede til Danmark.

 

Forbilledet kan meget vel have været hans far, Niels Gade – selv sergent af reserven og medlem af kommunalbestyrelsen. Niels Gade døde i 2000, da Jacob var 14 år gammel. Som sin far var Jacob konservativ. Eller “konservastiv”, som vennerne kaldte det – muligvis med hentydning til deres fugtige byture. “Jacob skulle allerede fra 11-12-årsalderen se nyhederne. Dem ville han ikke gå glip af, og når han var på besøg hos bedsteforældrene, måtte de indrette tiderne efter TV-Avisen,” siger Helle.

Fuld fart på

Forældrene valgte at sætte ham i byens friskole. Ifølge Jacobs senere klasselærer, Peter Zachau, kom Jacob til at gå i en klasse, som stadig kan fremkalde stolthed og latter, når læreren tænker tilbage:

“Han var fagligt meget, meget dygtig til matematik og fysik. Det var de timer, jeg havde ham i. Men også i de andre fag gjorde han det godt. Klassen bestod næsten kun af drenge, og det var rigtige drenge. Der var fuld fart på. Sommetider lidt for meget. De krævede meget energi, men de gav også meget energi tilbage. Jacob var den højeste af dem, så han fyldte meget, og det var naturligt, at mange søgte ham. Men det var også, fordi han ikke misbrugte det. Han var et godt forbillede. Kunne sine ting, men kunne også bare være en af knægtene. Og så var han hjælpsom. Man skulle kun bede ham om at hjælpe lidt til en gang, og så gjorde han det.”

Efter farens død overtog Peter Zachau positionen som rollemodel for Jacob. Klasselæreren underviste også i ungdomsskolen, i friluftsliv, og Jacob var en af de mest trofaste deltagere. “Han fangede lynhurtigt de praktiske og håndværksmæssige ting. Hvordan sidder man smartest i en kajak? Hvordan bruger man bedst en pagaj? Det, som han kunne se, gav mening, tog han til sig. Han havde et hurtigt hoved og en stærk krop, og det var helt klart noget, han havde fra sin far,” siger Peter Zachau.

Forsvaret trak

Fra efterskolen gik Jacob videre til teknisk skole. Han havde fået den tanke, at han skulle være mekaniker. Men det holdt ikke længe. Han kunne lide det praktiske, men savnede boglige udfordringer. Selv om han først langt senere erkendte det over for sin mor. På det tidspunkt var Jacob og hans mor og storesøster Christina rykket tættere sammen.

“Vi voksede sammen til et trekløver,” som Christina Grønnegaard Gade udtrykker det. Mor og søster kunne ikke holde ud at se Jacob uden retning i tilværelsen, og de besluttede at gennemføre et “bagholdsangreb”. De anskaffede et ansøgningsskema til HF, og Christina udfyldte det for ham på forhånd. Sammen gik de derefter til Jacob og spurgte, om HF ikke lød som en glimrende idé. Det syntes Jacob ikke. Men det svar var de forberedt på: “Så sagde jeg til ham, at det var helt fint, hvis han gerne bare ville finde et arbejde. Men det var jo ingen skade til at begynde at læse, mens han søgte. Fandt han et godt job, var det ok for mig, hvis han sprang fra HF. Jeg fortalte ham også, at han ikke behøvede at lave lektier. Hvis han bare fulgte med i timerne, skulle han nok klare den. Og den købte han,” fortæller Helle.

Hun var sikker på, at han ville elske at komme tilbage på skolebænken, og hun fik ret: “HF var to af de bedste år i Jacobs liv. Han blomstrede op. Han lavede ikke mange lektier, men det kunne jeg ikke rigtig brokke mig over, for det havde jeg jo givet grønt lys for.”

Det kom dog ikke til at betyde det store. Studenterbeviset fra sommeren 2006 viser et snit på 9,1 – med 11-taller i blandt andet samfundsfag og historie. Men Forsvaret trak stadig i ham. Ganske som forudset af de gamle klassekammerater fra Glamsbjerg og Strib blev han under sine fire måneders værnepligt ved Gardehusarregimentet i Slagelse så grebet af militærlivet, at han valgte at fortsætte – velvidende, at det ville indebære en udsendelse. Hans mor brød sig ikke om det. “Men så fik jeg ellers læst og påskrevet. Han sagde, at han ligesom en professionel fodboldspiller havde trænet og trænet for at blive klar til sæsonen, og så ville jeg forbyde ham at spille kamp.”

Det var som gardehusar, at Jacob første gang drog til Helmand i efteråret 2007. Holdet skulle egentlig have været i Irak, men de politiske vinde skiftede; Danmark trak sig ud af Irak og optrappede i Afghanistan. “Det så vi først som et fint bytte,” siger søsteren Christina: “På det tidspunkt virkede Afghanistan langt mere roligt end Irak.”

Meldte sig igen

Men da Jacob og hans hold landede i begyndelsen af oktober, havde den danske styrke på få uger mistet tre mand. Bare nogle få dage forinden var kompagnichefen Anders Storrud faldet. Virkeligheden i Helmand viste sig at være en helt anden og meget farligere. For Jacob var det imidlertid en virkelighed, han som chauffør følte sig mere som tilskuer til end deltager i. Især de mange nattevagter sled på hans tålmodighed. Da han kom hjem, besluttede han sig derfor til at skifte til Jyske Dragonregiment i Holstebro og melde sig til den lette opklaringssektion – spejdersektionen. Det var mere “rigtigt” soldaterarbejde, mente han.

“Men han ville ikke ud igen. Det lovede han mig. Han ville bare fortsætte sin uddannelse i Forsvaret,” forklarer hans mor.

Løftet blev ikke overholdt. En dag i sommerferien 2008 ringede Jacob hjem til Glamsbjerg og fortalte, at der var kommet et afbud til næste hold, og han stod øverst på ventelisten. Han havde frivilligt sat sit navn på den. “Skal jeg derned igen, skal det være med det her hold. Det er gode soldater,” forsikrede han sin mor.

I november samme år var han hjemme på orlov, og det var sidste gang, Helle og Christina så ham i live. De kunne mærke, at han var påvirket af oplevelserne i krigen: “Jacob var ellers aldrig irritabel eller kort for hovedet. Men i de første dage, da han var hjemme på leave, var det svært at ryste et smil af ham. Vi var for eksempel ude for at shoppe, og han gik normalt meget op i, hvad der skulle købes, men her var det bare ‘ja, ja, køb det bare’. Han var ikke glad,” fortæller Christina.

Humøret steg lidt, som dagene gik. Mors mad hjalp til. I Jacobs verden var intet bedre; det drillede vennerne ham altid med. Han fik også tid til at mødes med vennerne, og så fik de et par øl og et slag poker. Efter et par uger tog han tilbage til Helmand. Kort efter, den 2. december, ringede en glad Jacob hjem og fortalte, at der var sket noget “stort”. “Det er noget godt, mor,” sagde han gennem telefonen. Men han måtte ikke sige, hvad det var.

Næste dag i avisen kunne Helle selv gætte sig til, hvad han havde ment, da hun læste aviserne. Kronprins Frederik havde været på besøg i den danske lejr. To dage senere var Jacob død.