Man kan ikke undgå reklamer, siger Martin Miehe-Renard, og peger som eksempel rundt på den københavnske strandbar, Halvandet, hvor Berlingske møder instruktøren af den seneste film i »Far til fire«-serien. Her er Tuborg-parasoller og liggestole med Taittinger-champagnens logo. I dagens andledning serverer rejseguider iført lyseblå kjoler med et Tui-logo på flymad til skuespilholdet bag »Far til fire i solen« og de fremmødte journalister. Filmen foregår nemlig på Gran Canaria og er blevet til i samarbejde med Tui, hvis logo derfor fylder godt op i skærmbilledet på den 80 minutter lange film.

»Rent filmpolitisk bor vi i et meget lille land. Vi kan kun sælge et vist antal billetter i forhold til England, Tyskland og USA. Hvis vi skal kunne finansiere film, er vi nødt til også at finansiere dem via sponsorer,« siger Martin Miehe-Renard.

»Vi skriver aldrig historien, så den passer til nogle bestemte sponsorer, men når vi har skrevet den, tænker vi, om der er en relevant sponsor, der kunne være til stede naturligt i filmen. Det er okay, synes jeg. At lave en film på et charterhotel, som var klinisk renset for logoer, ville være virkelig underligt. Man ville tænke, hvad er det for et mærkeligt sted. Reklamelogoer er alle vegne i vores hverdag. Det er en del af den virkelighed, vi lever i, så der er ikke noget manipuleret i, at der også er reklamer i en film som »Far til fire«.«

Tradition og klichéer

»Far til fire i solen« er den 19. film i »Far til fire«-konceptet. Den første havde premiere i 1953, og ifølge Martin Miehe-Renard giver det mening at fortsætte »Far til fire«-konceptet, fordi det er en tradition.

»Det ville være forkert, hvis det var den eneste slags film, man lavede. Gudskelov bliver der lavet mange andre børnefilm, men der er noget smukt i, at man har en tradition og bygger videre på den. Det er gennem traditioner, at folk forstår sig selv som en del af en kultur. Hvis vi gør det rigtigt, genkender danskerne sig selv i »Far til fire«. Der er noget smukt i, at vores bedsteforældre har været inde og se »den samme« film, som børnebørnene ser i dag, og man får en fælles referenceramme. De får sin berettigelse, så længe vi gør os umage for at oversætte det til nutidssamfundet og til nutidsdansk.«

Udover rejseselskabsreklamen fylder klichéer en hel del i filmen, og det gentagne mantra er »Du er god nok, som du er.« Det bliver gentaget filmen igennem og understreget med en sang til slut.

»Man kan godt kalde det en kliché, men der ligger ofte en dyb sandhed i klichéen, som man næsten ikke kan blive træt af at genfortælle. Rigtig mange børn fremstiller sig på nettet med forskønnede billeder af sig selv i et forsøg på at leve op til »de andre«. Ingen ved, hvem de andre reelt er. Man tror, at de andre er federe end sig selv. Derfor er budskabet så simpelt og let fatteligt. Helt små børn skal forstå det, så, ja, det er forsimplet, men det er ikke mindre sandt af den grund. Jeg har ikke lyst til, at det skal være latterligt forsimplet. Det skal være sandt stadigvæk. Det, synes jeg, at filmen er. Det kan jeg godt stå inden for.«