Det er en erfaren embedskvinde, der nu er blevet udnævnt til departementschef i Kulturministeriet. Marie Hansen har en lang karriere bag sig i offentlige styrelser og ministerier og har bl.a. været ministersekretær i Statsministeriet.
Hun er økonom af uddannelse fra Københavns Universitet og skrev speciale om arbejdsmarkedet, så kulturelle forhold er ikke det, som hun har beskæftiget sig mest med. Hun beskriver sig selv som en glad og ivrig kulturbruger, der læser, går i teatret, ser film, går på museer og gennem sin mand har et passioneret forhold til fodboldklubben H.B. Køge. Hun har tre sønner i ægteskabet, men fodboldinteressen er først og fremmest kommet via ægtemanden.
Hendes bedste teateroplevelse i år var »Onde Ånder« på Det kgl. Teater, der er en dramatisering af Fjodor Dostojevskijs roman. Hun fremhæver den gamle romanklassiker »Trolddomsbjerget« af Thomas Mann som sin største læseoplevelse i år, men lige nu er hun i gang med at læse Harry Potters mors, J.K. Rowlings krimi, »The Cuckoo’s Calling«, som hun kalder spændende. Marie Hansen er en ivrig museumsgænger og i København fremhæver hun Hirschsprungs Samling med de pragtfulde guldaldermalere som sit favoritsted, men hun går ofte og gerne på museum uden for København. Også i udlandet benytter hun gerne museer og fremhæver Vatikan Museet i Rom og Imperial War Museum i London, hvor krige og våben er oplagt for en familie med tre drenge, men museet er desuden fremragende som oplæg til en debat om krigens betydning og karakter. Den seneste danske film, Marie Hansen så, var »Spies & Glistrup«, som hun kalder interessant uden at den dog når de filmiske højder.
Marie Hansen siger, at hun nyder kultur og kunst, men at hun desuden ser kultur og kunst som central for vor identitet og vort samfunds bærende værdier.
