Innovative idéer og farverige personligheder med ild i rumpen har været faste elementer ved Iværk&Vækst gennem messens syvårige levetid. I 2012 har Danmarks største iværksættermesse så valgt at tage springet ud i det ukendte og flytte fra Forum til Øksnehallen tæt ved Kødbyen.

Det bliver på en helt ny måde, at messen forløber på. Deltagere og besøgende vil i løbet af messedagene blive mødt med nye tiltag som live-radio fra scenen, kreative tæsk fra Kaos-Piloterne og finalen i iværksætterkonkurrencen Creative Business Cup.

Messen byder også på et møde med nogle af iværksættermiljøets stærkeste profiler. Blandt de største navne er JustEat-stifteren Jesper Buch, Peter Bonnén fra designfirmaet Muuto, Jakob Mikkelsen fra app-bureauet Greener Pastures og Betina Kühn fra Skagen Food.

Messe med radio

Radio24syv sender desuden live fra messen. Blandt andet tyvstarter programmet ”Millionærklubben” på åbningen af Iværk&Vækst. Det sker, når værter og eksperter spekulerer i gunstige investeringer for åbent tæppe på hovedscenen fredag fra klokken 9.00 til 10.00. Også iværksætterprogrammet ”De seks hatte” med Anders Kanberg i spidsen sender live fra messen.

- Selvom vi satte publikumsrekord på sidste års messe, så har det ikke givet os anledning til at hvile på laurbærerne – tværtimod. Vi har lyttet til de mange energiske oplægsholdere, som har optrådt på messen gennem tiden. Derfor ved vi, det er vigtigt at være i bevægelse og tænke i nye muligheder og formater, sådan siger Eva Vedel, der står bag messen, om de nye tiltag.

Iværk&Vækst slår dørene op 14. og 15. september 2012.