Hvis man skal være iværksætter, kræver det tid og dedikation, siger de fleste. Det er de enige i hos Rainmaking, men i virksomheden, der etablerer nye firmaer, bygger dem op og sælger dem videre, er det vigtig, at man også har tid til andet end arbejde.

Siden 2006 har de syv partnere i virksomheden skabt virksomheder på stribe. 20 er det blevet til indtil nu, og ti af dem kører Rainmaking stadig, fem af dem er blevet solgt videre, og fem har de lukket ned igen. Derudover har de siden 2010 investeret i mere end 160 startups.

Martin Bjergegaard er serieiværksætter og en af stifterne af Rainmaking. Han fortæller, at det er en vigtig del af forretningens grundlag at lave om på forestillingen om, at man som iværksætter skal ofre tid til venner, familie, afslapning og lignende.

»Jeg har hørt så mange historier om, hvor mange afsavn det kræver at være iværksætter, og det har det helt sikkert gjort for mange mennesker. Jeg blev nysgerrig efter at finde ud af, om man ikke kan undgå det. Over et vist niveau, som ikke er specielt højt, så er der ikke belæg for at sige, at flere penge gør os lykkeligere, men alligevel handler det hele om succes og velstand for mange mennesker. Mange iværksættere går på kompromis med for eksempel deres sundhed og spiser kun pizza, sover for lidt og glemmer at ringe tilbage til vennerne. Og det er lykkemæssigt rigtig dumt,« siger Martin Bjergegaard.

Blandt startups, der udspringer af Rainmaking, finder man blandt andet Frokost.dk, der leverer til 400 arbejdspladser og omsætter for 125 millioner om året. Et af de nyeste skud på stammen er hjemmesiden TheFashion.com, der samler damemode fra 200 webshop, så købere lettere kan få et overblik over udvalget på danske og udenlandske onlinebutikker.

I begyndelsen var målet er at sælge alle virksomhederne videre, men med årene er partnerne kommet frem til, at hvis de stadig har det sjovt med en virksomhed og ikke får et brandgodt tilbud, så beholder de den.

Fem af dem har de dog solgt videre, og selv om det kan lyde svært at sælge en god virksomhed, man længe har arbejdet med, er det ikke så slemt. Det fortæller Martin Bjergegaard:

»Det kan godt være lidt hårdt, men vi får mange ideer, og når vi sælger en virksomhed, kan det være med til at frigøre lidt energi og tid til at kaste sig over de nye ideer. Vi er den type mennesker, der godt kan lide forandring og prøve mange ting i livet.«

I 2013 havde Rainmaking en total omsætning på 229 millioner og 172 fuldtidsansatte i de ti virksomheder.