SANTA FE: Han er en mand, som er ked af at have ret. Andre ville brede armene ud og favne hyldesten, de ville gå ud foran publikum igen og igen og nyde rampelyset og det brusende bifald. Men ikke Joe Wilson.
Han siger sætningen med en diktion, som musikere ville kalde andante – med en adstadighed, der kursiverer hvert et ord.
»Jeg ville virkelig, virkelig ønske, at jeg havde fået uret.«
Han er ikke utaknemmelig, han ved udmærket, at han ti år senere har så meget at takke for. Vi står i en gårdhave foran hans kontor, omgivet af 400 år gamle, historiske bygninger, han taler varmt om sin familie, om sit nye liv langt væk fra Washington, og vi går over for at se det sted, hvor han drømmer om en boules-bane.
»Så kan vi trille bolde og drikke vin og fylde hinanden med røverhistorier,« siger han.
Men hvis han træder bare et skridt tilbage, er han i mere end én forstand i skyggen. Ærgrelsen over, at det gik, som det gik, og en nagende tvivl triller bolde med ham. Han gav så meget, men kunne han til syvende og sidst have givet mere?
Rocco Martino
I en historie fyldt med kulørte skikkelser er Rocco Martino en af de mest mangefarvede.
På det ene billede, som eksisterer på Google Image, står han i en lufthavn foran en tavle med flyafgange. Med sit hvide hår og sin hvide moustache ligner han en sydamerikansk plantageejer, og han kunne sagtens træde ind i en telenovella. For det er uvist, hvor rejsen går hen, men der er en god chance for, at den går ind i mørket.
Rocco Martino rejser nemlig i hemmeligheder. Køb, salg og bytte.
Efter en fortid som politibetjent og en kort karriere i den italienske efterretningstjeneste, Sismi, gik han i 1980erne freelance. Han opsnusede informationer og solgte dem til højestbydende. Somme tider var det efterretningstjenester, bl.a. den italienske, franske og egyptiske, og andre gange var det de italienske medier.
Så journalist Elizabetta Burba var ikke overrasket, da hun i begyndelsen af september 2002 fik en henvendelse fra Rocco Martino. Han havde år tidligere solgt hende efterretningsoplysninger. Nu havde han nye dokumenter, som hun sikkert ville finde »interessante,« sagde han i telefonen fra Rom.
Få dage senere fløj hun til Rom, og de mødtes på en siciliansk kælderrestaurant og senere på en parkeringsplads, hvor Martino bevæbnet med en kodenøgle dechifrerede nogle af dokumenterne.
Og han havde ret: Oplysningerne var »interessante« – og mere til. Hvis de var ægte, var de en storpolitisk bombe, en 13.000 kilo bunkerbuster.
Hvis de var ægte.
»Forrest Gump«
Der er noget om det, når Joe Wilsons kone kalder ham »virkelighedens Forrest Gump.« For han har hele sit liv haft en evne til at være, hvor det ryger.
Han studerede i Californien i flowerpower-årene og havde sit hippietrip. I fire år surfede han og arbejdede som tømrer, og som han siger i dag:
»Harrison Ford var tømrer. Jesus var tømrer. Tømrer fører til noget...«
I 1976 blev han diplomat, og han var de steder, der fører til noget, og skæbnen ville, at han i 1990 var næstkommanderende på den amerikanske ambassade i Bagdad.
Da Saddam invaderede Kuwait, og USA samlede en alliance og rustede sig til krig, tog han i Bagdad krigen med Saddam. Han skjulte amerikanske statsborgere, fik dem under jorden og ud af landet, og da Saddam truede med at tage amerikanere i Irak som gidsler og henrette dem, meldte han sig selv og medbragte endda sin egen løkke til et pressemøde.
Bagefter blev han enstemmigt hyldet af alle involverede, daværende præsident Bush senior kaldte ham »en sand amerikansk helt,« han inviterede ham til Det Hvide Hus, og Wilson fortsatte karrieren som ambassadør i en række vestafrikanske lande og som sikkerhedsrådgiver for afrikanske anliggender i præsident Clintons inderkreds.
I 2002 blev han pensioneret fra udenrigstjenesten, men ikke fra udenrigspolitik. Han var en af nestorerne i Washington, én af dem, som optrådte på CNN og i New York Times, på universiteterne og i tænketankene, og han var også en af dem, som i en sen alder havde stiftet en ny familie. Han havde giftet sig med en kvinde, hvis efternavn senere skulle opleve den tvivlsomme ære at få tilføjet et »-gate,« og sammen havde de to små børn.
Kvindens navn var Valerie Plame.
Fup og uran
På parkeringspladsen uden for Rom indgik de en aftale: Elizabetta Burba fik lov til at tage dokumenterne med tilbage til Milano og studere dem, og hvis de var, hvad Rocco Martino sagde, de var – ægtheden selv – ville han få sine penge. Hans betaling var typisk en 4.000 til 5.000 dollar.
Samme aften hjemme i Milano studerede Burba dokumenterne, fortæller hun i bogen »The Italian Letter,« og det tog hende ikke længe at afsløre unøjagtigheder.
I alt var der 17 dokumenter, som alle involverede Niger og den vestafrikanske ørkenstats ambassade i Rom. Nogle var udskrifter af e-mails, andre var telexer, og en tredje gruppe var breve. De var skrevet på fransk og handlede om ét emne: Yellowcake – en grov form for uran, som er Nigers vigtigste eksport.
Ifølge dokumenterne havde Niger leveret 500 ton yellowcake-uran til Saddam Hussein, og det var i mere end én forstand eksplosivt. Irak kunne forarbejde yellowcake og bruge det til atomvåben, og i 2002 – et år efter 9/11 og med de rytmiske slag fra krigstrommerne i Washington – kunne sådan en historie tippe debatten. Hvis Saddam Hussein havde atomvåben, hvem ville så stille sig op foran historien og modsætte sig et præventivt angreb?
Ifølge myten sagde præsident Lincoln til forfatteren Harriet Beecher Stowe, at hun var den lille dame, som forårsagede den store krig, og Elizabetta Burba kunne nu komme i den samme rolle. Hendes dokumenter kunne kaste verden ud i krig. Hun vidste det – og derfor var det også så afgørende vigtigt, at hun afprøvede deres ægthed.
Burba undrede sig bl.a. over et brev fra 5. juli 2000, som beskrev aftalen mellem Niger og Irak, og som var underskrevet af Nigers udenrigsminister »Allele Elhadj.« Hun googlede navnet og fandt ud af to ting: At Elhadj ikke var udenrigsminister i 2000, han var fratrådt 11 år tidligere, og at hans fornavn var stavet forkert.
Den italienske avis La Repubblica har senere fået fat i dokumenterne og optrykt de vigtigste af dem i faksimile, og det amerikanske udenrigsministerium har beskrevet dem i en rapport, som Berlingske har gennemlæst. Både La Repubblica og ministeriet bekræfter Elizabetta Burbas umiddelbare indtryk: Nøgledokumenterne var falske.
Tag f.eks. det brev, som Burba undrede sig over, og som var underskrevet af en minister, der ikke var minister. La Republicca noterer en anden besynderlighed: Brevet blev afsendt 10. oktober 2000 til Nigers ambassade i Rom, og det blev modtaget i Rom 28. september samme år. Det var med andre ord modtaget 12 dage før, det blev afsendt.
Tag også det vigtigste af alle dokumenterne, et brev fra Nigers præsident til Saddam Hussein. Brevet havde officielt brevhoved og stempel og var skrevet med versaler. Det var dateret 27. juli 2000. I brevet sværgede præsidenten på, at han ville levere 500 ton yellowcake til Irak, og han sværgede på de beføjelser, som »Nigers forfatning af 1966 giver mig«. Men på det tidspunkt var forfatningen af 1966 for længst sat ud af kraft. Niger havde i de mellemliggende år skiftet forfatning tre gange – i 1992, 1995 og 1999.
Sådan fortsatte unøjagtighederne.
I et brev dateret 30. juli 1999 refererede Nigers udenrigsministerium til en irakisk uran-aftale, som var indgået 28. juni 2000 – altså 11 måneder efter brevets afsendelse. I et andet brev hed det, at Nigers højesteret godkendte uran-aftalen på et retsmøde »onsdag 7. juli 2000.« 7. juli 2000 var ikke en onsdag, men en fredag.
Hver for sig kunne fejlene måske forklares med sløseri eller tankeløshed, men sammen kunne de ikke. Det var et groft bedrageri, og formålet var enten at profitere på krigsmageri eller noget, der om muligt var meget værre.
»Hvid mands byrde ...«
Når Joe Wilson tænker tilbage på Washington i 2002, tænker han tilbage på et Washington i opbrud. Helt konkret drejede det sig om Irak – om hvorvidt USA skulle angribe eller ej – men principielt handlede det om den udenrigspolitiske sjæl.
Siden Anden Verdenskrig havde den såkaldt realistiske udenrigspolitik styret USA, en politik som bedst udtrykkes af det gamle mundheld om, at der hverken er venner eller fjender i udenrigspolitik, kun interesser. Det var ikke altid kønt, men alternativet var værre, var man enig om.
Men i 2002 vandt alternativet terræn, en såkaldt idealistisk udenrigspolitik, som handler om, at man ud fra bestemte idealer vil gøre verden bedre og med militær magt, hvis det er nødvendigt. Idealismen kom i 2002 fra de neokonservative, hvis store plan var at omkalfatre Mellemøsten.
»Jeg kendte deres teoretiske grundlag. Jeg havde læst det – i modsætning til så mange andre, der blandede sig. Deres plan var at angribe Iran, Irak, Syrien og Afghanistan og splitte hele regionen op i en masse småstater, som ville være for små og magtesløse til at true verden og især Israel.«
Joe Wilson ryster på hovedet, mens han siger ordene:
»I dag lyder det måske galt, men det var dagens orden dengang. De neokonservative havde selv skrevet, at de kunne sætte deres plan i værk, hvis USA oplevede et nyt Pearl Harbor, og 9/11 var deres Pearl Harbor – og de udnyttede den til sidste blodsdråbe.«
Wilson tilhørte selv den realistiske skole, og sammen med sin gamle læremester, general og tidligere sikkerhedsrådgiver Brent Scowcroft, kæmpede han både på de ydre og indre linjer mod udviklingen. De mente, at en krig mod Irak ville åbne en Pandoras æske af ulykker, men færre og færre lyttede til dem og deres advarsler.
Wilson blev desillusioneret, også fordi hans kilder i efteråret 2002 fortalte ham, at præsident Bush de facto havde besluttet sig for et angreb.
»Men Brent sagde, at vi skulle fortsætte. »Vi har ikke tabt, før end de andre har vundet – og krigen er i gang,« sagde han. Så vi blev ved til den bitre ende, og vi tabte, og de andre vandt. De fik deres krig.«
»I dag siger alle, at de aldrig talte for et angreb, i det mindste ikke på den måde og bla bla bla. Men jeg var der. Jeg ved, at kun ganske få kan sige, at de i de afgørende timer var på den rigtige side af kridtstregen,« siger Wilson, der stadig bærer på en bitterhed, som kun med årene er blevet let-mousseret.
Øjeblikkets mænd var i stedet mænd som analytikeren Robert Kagan: »Amerikanerne er fra Mars, europæerne er fra Venus,« skrev han i 2002. »Imperialisme er ikke forkert, bare fordi det er politisk ukorrekt,« sagde en anden af øjeblikkets mænd, Michael Ignatieff, og neokonservative tænkere som Max Boot og Niall Ferguson citerede begge øjeblikkets store digter, Rudyard Kipling:
»Så løft en hvid mands byrde / Høst lønnen og vær glad / Fra dem, I hjælper: Vrede / Fra dem, I vogter: Had.«
»Du vil høre fra os«
Hun kunne ikke direkte konkludere, at dokumenterne var falske. Elizabetta Burba kendte ikke på det tidspunkt alle de forfalskninger, som vi kender i dag – men hun havde ved en hurtig gennem-googling af oplysningerne høstet en accelererende skepsis over for uran-sporet.
Men også en vis nysgerrighed. For hvis der var tale om forfalskninger – hvorfor så?
Burba foreslog sine redaktører på Panorama, at hun skulle rejse til Niger og undersøge sagen til bunds. Det var i orden, sagde redaktør Carlo Rossella ifølge bogen »Hubris« – men på én betingelse: At hun først gik til amerikanerne med dokumenterne.
Panorama var ejet af Italiens daværende premierminister, Silvio Berlusconi, som på det tidspunkt sammen med Tony Blair og Anders Fogh Rasmussen var den nærmeste Bush-allierede i Europa. Og redaktør Rossella var på redaktionen berømt og berygtet for sine forbindelser til topchefen, og han ringede selv til den amerikanske ambassade i Rom og satte en aftale op for Burba.
Hun gjorde, hvad hun fik besked på. 9. oktober 2002 mødtes hun med en lille håndfuld mænd på ambassaden i Rom, og hun gav dem kopier af Niger-dokumenterne.
På vej derfra undrede hun sig imidlertid, som hun fortæller i bogen »The Italian Letter.« Hvorfor skulle amerikanerne overhovedet have dokumenterne – hvorfor risikere at de lækkede hendes historie til andre medier? Hvorfor ville Rossella løbe den risiko med sit eget medies solohistorie?
En medarbejder på ambassaden, Ian Kelly, havde fulgt Burba til dørs.
»Du vil høre fra os,« sagde han.
Verden ville snart høre fra dem.