»Forsinket«. »Dyrere end planlagt«. »Skrottet«.

Kedelige etiketter har det med at klæbe sig til offentlige IT-projekter. Som Finansministeriet konkluderede i en rapport i 2010: I perioden fra 2001 havde der været budgetoverskridelser på en milliard kroner i forbindelse med statslige IT-projekter, og i fjor besluttede regeringen i form af justitsminister Morten Bødskov (S) at kaste håndklædet i ringen med endnu et: Efter ni års arbejde og 567 millioner kroner blev det besluttet at skrotte politiets IT-system, Polsag.

Og det er ikke slut endnu. Ifølge en opgørelse, Berlingske har foretaget, har staten alene i år måttet vinke farvel til mindst 76,5 millioner kroner som følge af IT-projekter, der er blevet dyrere eller helt skrottet. Og det er som sagt kun på det statslige område – derudover kommer regionale og kommunale IT-projekter.

Spørgsmålet er, hvad der forårsager de store meromkostninger, og hvorfor det er så svært at skrue et projekt sammen, der holder sig inden for rammen af både tid og økonomi.

Ifølge en række eksperter, som Berlingske har talt med, er det stort set umuligt at sætte fingeren på et enkelt punkt.

»Det er et meget kompleks spørgsmål, og der er altid flere konkurrerende dødsårsager. Der er ingen enkeltstående forklaringer bortset fra, at der mangler kompetencer i hele forløbet og på alle sider af bordet,« siger Morten Korsaa, ledende konsulent hos DELTA, der er en godkendt teknologisk servicevirksomhed under Forsknings- og Innovationsstyrelsen, der yder rådgivning inden for teknologi.

Han bliver bakket op af Kim Normann Andersen, professor og ekspert i digital forvaltning fra CBS og medforfatter til Bonnerup-rapporten fra 2001, der kom med en række anbefalinger til, hvordan IT-skandaler kan undgås.

Længere snor til udviklerne

Hvis de to eksperter alligevel skal pege på ét område, så er det de krav, der bliver stillet til systemerne.

»Man er ikke god nok til at specificere sine krav til en realistisk pris,« siger Kim Normann Andersen og fortsætter:

»Det, der ofte sker, er, at brugernes krav ændrer sig undervejs i længere projekter. En bruger i 2016 har andre krav end en bruger i 2013, samtidig med at den tekniske verden ser anderledes ud. Det finder man så ud af undervejs, hvorfor der så er nogle ting, man gerne vil have tilpasset, og så bliver projektet dyrere.«

Der er ingen tvivl om, at det er en »vanvittigt svær disciplin« at formulere kravene til et stort IT-projekt – en disciplin, der næsten altid bliver undervurderet. Men det er ofte der, de fleste fejl sker, lyder det fra Morten Korsaa.

»I virkeligheden ved man ikke, hvad det er, man gerne vil have. Ergo kan man ikke vide, hvor meget det skal koste, og hvor lang tid det tager,« siger han.

Derfor er man simpelthen nødt til at holde den mulighed åben, at man undervejs i projektet kan blive klogere og ændre kurs, men sådan er det ikke i dag. Man er »låst på arme og ben«.

Kim Normann Andersen er enig, men peger på, at der så kan opstå det modsatte problem.

»Hvis man laver kontrakterne mere løse, så svarer det i nogles optik til, at man bare giver en pose penge til en leverandør, for at de skal udvikle et eller andet uspecificeret. Det passer ikke ret godt ind i, at det offentlige skal kunne dokumentere, hvad de bruger skattekronerne til,« siger han.

Det private forbillede

Noget af det, som Kim Normann Andersen hæftede sig ved, da han for mere end ti år siden var med til at skrive Bonnerup-rapporten, var, at man i den private sektor holder sig fra alt for store projekter og i stedet deler de store IT-visioner op i mindre projekter. Denne tankegang blev anbefalet i rapporten, men har ikke vundet afgørende ørenlyd siden, lyder vurderingen.

En, der selv har erfaringer med IT-projekter i det private, er Lene Pries-Heje. I dag er hun adjunkt ved IT-Universitetet på Amager, men har 12 års erfaring som IT-projektleder og konsulent. Hun er enig i Kim Normann Andersens anbefaling.

»Jeg er ikke i tvivl om, at det er den rigtige vej at gå at dele de store projekter op i nogle mindre, hvor man forsøger at lave dem sådan, at de giver værdi individuelt. Når man er færdig med en bid, skal man have noget, der giver værdi, og som peger fremad,« siger hun.

En sideeffekt ved de mindre projekter er også, at skaden ikke er så stor, hvis de kører af sporet. Omkostningerne er simpelthen mere overskuelige, når man står med et mindre projekt modsat eksempelvis det landsdækkende Polsag til mere end en halv milliard kroner.

»Fejlen er i sig selv ikke, at man ikke skrotter projekter. Fejlen er, at man har de her megaprojekter, der er to-tre år undervejs,« sig Kim Normann Andersen.

Bliver det nogensinde bedre?

Direktør i Digitaliseringsstyrelsen Lars Frelle-Petersen er enig i, at det private kan være forbillede, når IT-projekterne skal holde kursen. Men det afspejles allerede i Statens IT-projektråd, som blev oprettet i 2011 for at sikre bedre kontrol med projekterne, mener han.

»Systemet, vi byggede dengang, er baseret på private virksomheders praksis med opdeling af projekter og løbende opfølgning. Mit indtryk er, at vi nok har været særligt dårlige til at få stoppet projekter i tide, men nu er vi faktisk begyndt at lukke projekter i hidtil uset omfang,« siger han.

Efter et årti med milliardoverskridelser og ikoniske IT-fadæser som Amanda, Polsag og Den Digitale Tinglysning kan det være svært at være optimistisk om statens digitale evner. Lars Frelle-Petersen tør da heller ikke love, at æraen med de store IT-skandaler er ovre, men han udtrykker dog en god portion optimisme.

»Vi har i hvert fald reduceret risikoen betydeligt for, at vi igen får den her slags sager, som løber ind i så store problemer. Men det er klart, at IT ikke er en eksakt videnskab, ligesom at bygge broer og metroer heller ikke er det. Så det vil stadig kunne gå galt,« siger han.