Nye, kæmpe søkabler til datatrafikken mellem USA og Europa er ved at gå direkte i land i Danmark og dermed koble Storbritannien ud som bevis på den stadig vigtigere rolle, som Danmark er ved at få som europæisk knudepunkt.

Det er giganter inden for IT- og televerdenen, som investerer i at få direkte forbindelser til deres egne datacentre, altså enorme computerhaller, der skal placeres inden for EUs snart reviderede grænser i forbindelse med, at der fra 2018 sker væsentlige opstramninger af databeskyttelsen i Europa.

»To nye, transatlantiske søkabler er på vej direkte ind i Danmark, og det sker, fordi datacentre fra de store spillere kommer hertil. Begge vil gå i land omkring Esbjerg, og det er nogle af de helt store, der er medinvestorer sammen med dem, der bygger datacentrene.

Microsoft, Facebook, Apple m.fl. er i stigende grad interesseret i at være med i søkablerne, som Verizon, Level3 og AT&T deltager i, fordi de ved, at trafikken bliver vigtigere og vigtigere,« forklarer Christian Holm Christensen, administrerende direktør i den danske internetgigant GlobalConnect, hvis datacentre i Danmark rundes af halvdelen af den danske internettrafik.

Apple offentliggjorde i denne uge, at iPhone-producenten bygger sit andet datacenter i Danmark – og det kun tredje i Europa. Det skal ligge nær Aabenraa i Sønderjylland og bliver lige så stort som det i Foulum nær Viborg, som allerede er undervejs.

Facebook er gået i gang med at bygge omkring Odense, mens Google har købt et kæmpe jordstykke ved Fredericia, dog uden konkrete byggeplaner.

I midten af spindelvævet

Man skal tænke på datacentre som midten af et spindelvæv.

»Ud fra dem skal datatrafikken løbe. De er intet værd uden forbindelse. Derfor begynder de store at få trukket kabler, som direkte forbinder dem til USA. Man prøver også at lave de korteste veje til Asien, for datacentre er serieforbundet, så de i princippet kan tage over for hinanden, hvis der sker udfald. Når man placerer dem i Europa, er de dog selvfølgelig bygget for at betjene europæiske kunder,« siger GlobalConnect-topchefen.

I forvejen er Danmark en del af hovedforbindelsen til den østlige del af Europa, enten via Berlin eller gennem Sverige og Finland, hvorfra trafikken fra Rusland kommer.

»Danmark er i den grad på vej til at blive et digitalt knudepunkt for Europa – det land, hvor trafikken kommer ind, og hvor den har sin oprindelse, inden den går ud i Europa. Det giver os en enorm mulighed,« forklarer Christian Holm Christensen.

Amsterdam har i årevis været det store, europæiske centrum på grund af sin nære beliggenhed ved havet, hvor søkablerne rammer. Også den tyske storby Frankfurt er som Europas finansielle højborg vokset betydeligt som datatrafikknudepunkt.

»Paris er ved at overtage den position, som London har haft. Mange i branchen flytter deres hovedkontor fra London til Paris, som sammen med Danmark er på vej frem. Danmark er ved at blive det sted, hvor datatrafikken samles og udveksles med resten af Europa,« siger Christian Holm Christensen.

Den selvforstærkende effekt

GlobalConnect, som i december 2016 blev købt af den svenske kapitalfond EQT Infrastructure og selv i juni købte elselskabernes internetselskab Nianet for et milliardbeløb, har lige nu Danmarks største datacenter.

Det bliver dog overgået, når Apples i Foulum og siden ved Aabenraa står færdige – investeringer til henholdsvis 6,3 og seks milliarder kr.

»Vi får også glæde af dem, selv om vi hovedsagelig arbejder i Danmark. For jo mere infrastruktur der laves, og når kernemotorerne i Internettet placeres her og dermed skaber ­flere forbindelser til Danmark, jo bedre positioneres Danmark i midten af spindelvævet. Her bliver infrastrukturen enormt vigtig, for den er der ikke mange, der har. Derfor giver flere datacentre i Danmark større sandsynlighed for, at en virksomhed lægger en ny forsknings- og udviklingsafdeling eller en europæisk division her, hvor de vil ligge tæt op ad det hele. Dermed bliver det en selvforstærkende effekt at have motorvejen herind: Jo tættere, man ligger på kraftværket, jo kortere skal linjen være, og jo sikrere er man på altid at have strøm,« siger GlobalConnects topchef.