Danske IT-virksomheder skriger efter specialister, og mangelen bliver større og større. I de kommende år vil der mangle op mod 4.000.
Det fremgår af en ny analyse fra Dansk Industris brancheorganisation for IT- og teleteknologi, ITEK.
»Det er et problem for virksomhederne, for uden de nødvendige specialister går det ud over virksomhedernes muligheder for at skabe indtjening. Vi har brug for, at der uddannes langt flere specialister fra universiteternes IT- og elektronikuddannelser, hvis ikke vi skal se mere og mere arbejde løbe uden om Danmark. Dygtige specialister bliver revet væk i dag,« siger chefkonsulent Henrik Valentin Jensen fra ITEK.
Mere IT i uddannelserne
Årsagen til den voksende mangel på arbejdskraft er, at IT trænger ind på stadig flere områder som led i den omfattende digitalisering.
ITEK mener, at IT skal styrkes fra folkeskole til universitet men også omfatte efteruddannelserne og AMU.
»Lige nu skal vi uddanne flere og tiltrække udenlandske specialister,« siger Henrik Valentin Jensen.
