I det islandske udenrigsministerium kalder man ifølge Bloomberg dommen en "afslutning på et vigtigt kapitel i en lang saga".

"Island er fuldstændigt renset. Alle Islands omkostninger bliver betalt af ESA (EFTAs overvågningsorgan, red.). Det i sig selv, sætter en streg under, hvor stor vores sejr er," siger udenrigsminister Ossur Skarphedinssons til Bloomberg.

Danske Banks chefanalytiker Lars Christensen, der følger Island tæt, kalder det en stor sejr, som må kalde på en fest i Reykjavik.

"Det er en kæmpe lettelse for Island og helt uventet. Både den islandske regering og centralbank havde forberedt sig på at tabe det her," siger han.

Selvom det er en sejr for økonomien, må det dog kalde på selvransagelse hos den siddende regering, der i forvejen ikke vælter sig i popularitet. Havde præsident Ólafur Ragnar Grímsson ikke nedlagt veto mod Icesave-særloven, så havde Island siddet med den regning, man nu er sluppet for.

"Den islandske regering troede, at det ville være det bedste udbytte af sagen. Nu har vi så fået noget, der er betydeligt bedre. Selvom det derfor er en sejr for den islandske økonomi, så er det også lidt en lang næse til den siddende regering, der ville lave Icesave-loven," siger Lars Christensen.

Ifølge IMF ville Island have været så langt med sin genrejsning, at et nederlag hos EFTA-domstolen ikke ville have været ødelæggende. Nu er der dog imidlertid stadig fjernet en usikkerhed, som har hængt som en sort sky over vulkanøen.

"Det her kan godt løfte tiltroen til den islandske økonomi yderligere og gøre det lettere at tiltrække investeringer udefra, da den her sag har hængt over landet, siden krisen startede," siger Lars Christensen.