Det er ikke alle ekspeditioner til Nordpolen, der er forløbet så nogenlunde gelinde, som den Peter Plys orkandiserede.

I mange tilfælde er det gået rigtigt galt, og nye ekspeditioner har måttet sendes af sted for at opklare, hvad der skete. Arktis har fascineret mennesker gennem århundreder, fordi det var ukendt land; mørkt, koldt, farligt. Verdens ende.

Både billedkunstnere og videnskabsfolk har følt sig tiltrukket af det høje kolde nord, som er emnet for Louisianas udstilling »Arktis«.

»Arktis« er et forsøg på en form for udstilling, der ikke er så udbredt herhjemme. »Arktis« blander billedkunst med antropologi, geografi, biologi og andre naturvidenskabelige discipliner, der ofte ses som billedkunstens modsætning, hvilket er helt fejlagtigt. For der er flere lighedstræk end det modsatte i optagetheden af det sublime og fascinationen af det ukendte. Som udstillingen dokumenterer.

Som det i reglen er tilfældet på Louisiana, er udstillingsscenografien i orden. Et væld af forskellige genstande, spændende fra en næsten tre meter høj, udstoppet isbjørn til gamle telefoner fra amerikanske militæranlæg, blander sig med både kuriøs og fremragende billedkunst til en fortælling med utroligt mange indfaldsvinkler:

Alle udgør de indgange til fortællingen om Arktis og så i bredere forstand den menneskelige drift mod at udforske det ukendte og kortlægge og underlægge sig nyt land. Man udforsker, og man sejler, klatrer og bestiger, om det så er i bidende kulde, fordi det er der. Det dybe hav. Det høje bjerg. De fjerne øer. Det mennesketomme land. Det store univers.

Håbets forlis

At det er farligt, er der ingen tvivl om. Det tema anslås allerede i udstillingens egent-lige åbningsbillede: En gengivelse som stor fotostat af Caspar David Friedrichs berømte maleri fra 1824 »Ishavet (Håbets forlis)«.

De to ord i parentesen henviser til billedets dramatiske handling, der næsten ikke er til at få øje på ved første blik. I et uvejsomt nordisk landskab med ishav er et stort skib ved at blive skruet ned mellem ismasserne.

Alt håb er ladt ude for skibet og dets besætning, der er helt prisgivet naturens kræfter. Skibet presses ned i det kolde, mørke vand under den frosne overflade, og ingen i miles omkreds kerer sig om det. Naturen er natur. Hverken god eller ond. Blot natur.

Mange af udstillingens tidlige billeder – af blandt andre Edwin Landseer, Briton Riviere og Frederic Edwin Church – gengiver i lighed med Friedrich, men knap så kunstnerisk overbevisende, de store, skræmmende landskaber.

Den overvældende isørken

Nutidens skildringer, der naturligvis er præget af, at Arktis for en stor dels vedkommende blev kortlagt og koloniseret, er en slags mere ... respektfulde gengivelser. Sådan som man ser det i Per Bak Jensen og Gerhard Richters dårende smukke gengivelser af isbjerge på havet.

Udstillingen er tematisk opdelt i en række emner, men kan også opleves som ét stort hele med de allerede antydede mange indgange til en begyndende forståelse af denne overvældende isørken med dens spredte bosættelser.

Blandt vigtige værker er her Pia Arkes antropologisk anlagte undersøgelser af tilværelsen på Grønland og en tilsvarende fotoserie om en i dag næsten forladt by i det nordlige Sibirien.

Byen mistede efter den sidste kolde krigs afslutning sin strategiske betydning, og den russiske billedkunstner Evgenia Arbugaeva tager tilbage til sin barndomsby og træffer der en pige, der minder om hende selv, dengang hun var barn, og sammen udforsker de byen uden fremtid.

Kombination af naturvidenskab og kunst

Peter Plys’ store kolleger blandt de mange nordpolsfarere er gennemgående personer i udstillingen, og ikke mindst gribende er mødet med nogle fotografier efterladt i sneen af Salomon Andrée, hvis ekspedition omkom efter en dristig luftfærd i 1897. En begivenhed, der også har inspireret Joachim Koester til et værk, hvor man blot ser forskellige flimrende prikker som et udechifrerbart budskab fra en anden tid i et fjernt land.

I det hele taget er en række værker på udstillingen interessante forsøg på at kombinere billedkunst og naturvidenskab.

Ikke kun på den måde, at ny naturvidenskabelig erkendelse inspirerer til nye former for kunst. Men også på den måde, at kunstneren i et samarbejde med teknikeren eller videnskaben skaber et værk, hvor det smelter sammen til en helhed som hos Thorbjørn Lausten, der i mange år har arbejdet i netop det krydsfelt, udstillingen befinder sig i.

Hvad: »Arktis«.
Hvor: Louisiana.

Hvornår: Tirsdage-fredage 11-22, lørdage-søndage 11-18. Til 2. februar 2014.