I den skoldhede sommer 1976 er Berlingske Tidendes journalist Annelise Bistrup på reportage i Ishøj, og hun indleder sin artikel i avisen 1. august sådan her:
"I Ishøj har de et særligt ord for udlændinge. De kalder dem "krakkamutter". Det var det, grønlænderne kaldte de danske søfolk, der stjal "landets døtre" og gik til fjelds med dem. Og i Ishøj er det heller ikke venligt ment. Ikke fordi man principielt har noget imod udlændinge, man har bare noget imod "for mange udlændinge"".
Annelise Bistrup gør op - i selskab med daværende borgmester Per Madsen - at 1419 af Ishøj Kommunes 17150 indbyggere nu er udlændinge. Og "det er ved at være for mange, mener borgmester Per Madsen".
Særligt voldsomt er det i bebyggelsen Ishøj-Plan, hvor 20 procent af indbyggerne er ikke-danske, hvilket afføder følgende passage i reportagen:
"Der er ikke én opgang, hvor der ikke står Khilji eller Yousuf eller Sharif eller Mohammed på døren. Hver femte af de 6000 er udlændinge, fremmede, og det ses - og det lugtes på trappegangene, hvor eksotiske krydderier blander sig med duften af danske frikadeller med stuvet blomkål, og borgmesteren mener, at her har man nok overskredet den tolerance-tærskel, en gennemsnits-dansker er udstyret med."
--
Hvis man vil forstå, hvorfor debatten om asyl- og indvandring har fyldt så meget i Danmark gennem de seneste mange år, da skal man blot læse Annelise Bistrups reportage fra Ishøj til ende. Og derefter slå efter i statistikkerne.
For den virkelighed i Ishøj, der i 1976, for blot 40 år siden, var en eksotisk ekstremitet, man sendte stjernereportere afsted for at give de undrende læsere et stjålent indblik i, er i dag gennemsnitsdansk normalitet.
Hvor der i Ishøj i 1976 samlet set var 8,2 procent udlændinge (journalistisk rundet op til "næsten 10 procent" i reportagen), er der i hele befolkningen i 2015 11,6 procent indvandrere og efterkommere. Og 7,5 procent alene fra ikke-vestlige lande.
Hvad Ishøj var i 1976, er Danmark i 2015.
Det er dén udvikling, der er sket på 40 år.
Kilde: Indvandrere i Danmark, 2015, Danmarks Statistik
--
Debatten om flygtninge og indvandrere er intens i Danmark, men indimellem synes debatten om debatten at fylde det meste. Der refereres til nazister og landsforræddere. Man bekymres - eller bekymres slet ikke - over tonen.
Men kun de mest virkelighedsfjerne burde benægte, at årsagen til den højspændte politiske debat om emnet er, at det danske samfund på blot 40 år faktisk har gennemlevet grundlæggende forandringer, som de færreste formentlig forestillede sig dengang i 1976, da Annelise Bistrup og fotograf Aage Sørensen besøgte Per Madsen og "krakkamutterne" i Ishøj.
For blot at anskueliggøre det ved hjælp af denne lokale plet i Danmark: Mens 8,2 procent af indbyggerne i Ishøj Kommune i 1976 var udlændinge, er 36,4 procent af Ishøjs indbyggere i 2015 indvandrere og efterkommere. 30,4 procent er ikke-vestlige. Det er ikke i Ishøj-Plan. Det er i hele kommunen.
--
Der er mange årsager til udviklingen. Nogle vil hæfte sig ved den forkætrede udlændingelov fra 1983. Nogle vil nævne krige og konflikter, herunder i Europa. Nogle vil henvise til EUs sammenbrudte ydre grænse og Schengens åbne indre. Nogle vil pege på globaliseringen, der har gjort nationer og økonomier mere indbyrdes afhængige - og i tættere forbindelse med hinanden på enhver måde. Nogle på den tættere europæiske integration med et indre marked og fri bevægelighed. Nogle forklarer den med en tiltagende folkevandring fra syd mod nord. Nogle hæfter sig ved den massive muslimske indvandring. Andre igen konstaterer, at det skam er meget godt altsammen, eftersom vi i fremtiden kommer til at mangle arbejdskraft.
Fælles for det hele er en verden, der blevet betydeligt mere åben. Det er en udvikling, som danskerne grundlæggende har accepteret, og som danskerne og det danske samfund har indrettet sig på. Vi rejser selv ud og bor og arbejder som aldrig nogensinde før, og det er en naturlig del af den samme bevægelse, at andre mennesker rejser hertil og bor og arbejder. Det er således en kendsgerning, at der aldrig tidligere er kommet så mange udefra til Danmark og har fået opholdstilladelse her i landet.
Tallene taler deres eget sprog:
Kilde: Indvandrere i Danmark, 2015, Danmarks Statistik
--
Men åbenheden har jo både gode og mindre gode sider. Den friere udveksling af både mennesker og varer har på den ene side skabt vækst og velstand, og mange indvandrede lever, bor og arbejder her som de fleste andre. Og på den anden side er der en langt mere problematisk understrøm ved indvandringen. Det er denne understrøm, som tydeligst har forandret også det danske samfund siden 1976.
Og det er sådan, det er. Det er derfor, vi så intenst og til tider ophidset diskuterer dette emne. Uanset hvad man måtte mene om det er der på et halvt menneskeliv sket en demografisk forandring af det danske samfund, som formentlig aldrig har set sin lige.
Udlændingedebatten er ikke kommet af sig selv. Dens udspring er ikke en mere eller mindre pludseligt opstået fremmedangst i det danske samfund eller mest af alt en indbildsk problemstilling, populister har pustet op. Dens afsæt er konkret: Man kan se, at Danmark forandrer sig, og det er ikke altid til det bedre.
Det Danmark man levede i for 40 år siden, i 1976 og før det, var et fuldkommen anderledes Danmark end det, der findes nu, i 2016, særligt i og omkring de store byer.
Hvem ”vedtog” den forandring? Nogle ville sig, at flertallet bag udlændingeloven af 1983 kan siges at stå bag, men læser man op på baggrunden for loven, herunder den 336 siders rapport, som et udvalg under Justitsministeriet i årene forinden skrev, er fokus ikke på den fremtidige integration af de mennesker, som en mere liberal udlændingelovgivning måtte åbne for ville komme til landet. Det var ikke en problemstilling, som stod højt på den mainstreampolitiske dagsorden.
Meget skete imidlertid snart, efterfølgende, som afstedkom betænkelighederne ved, hvad der var begyndt. Ghettoer. Parallelsamfund. Gammelpatriarkalske kulturers sociale kontrol af især kvinder. Radikalisering. Spændinger mellem etniske grupper. En ny samfundsklasse med alt for mange uden for arbejdsmarkedet og på offentlig forsørgelse. Områder hvor politi og brandvæsen kun med besvær kan arbejde. Fundamentalistiske imamer og friskoler.
Dét kom, sammen med mange andre og positive dimensioner, som åbningen af nationens grænser også førte med sig, men dét kom også. På kun 40 år.
Det skete bare, og da det allerede var begyndt at ske, kom udlændingedebatten.
Det kan vel dybest set ikke være så mærkeligt. Det kan vel dårligt være anderledes.
--
Hvis man vil danne sig et billede af, hvor meget forandringerne også har forandret perspektivet, kan man med fordel fortsætte sin opdagelsesrejse i fortiden.
Nu ikke til 1976, men til seks år tidligere, da indvandrerdebatten endnu i den brølende økonomiske fremgangs tid frem til 1973 mest af drejede sig om at importere gæstearbejdere, hvis arbejdskraft man havde brug for.
Det var ikke mindst arbejdsgivernes synspunkt. Mens venstrefløjen, eksempelvis i skikkelse af DKPs Hanne Reintoft, på den ene side nok mente man skulle behandle de fremmede ordentligt og anstændigt, men på den anden side i folketingssalen utvetydigt gav udtryk for, at man også anså den fremmede arbejdskraft for at være løntrykkende (det daværende standardord for det, man i dag kalder ”social dumping”), hvorfor hun på den baggrund krævede et øjeblikkeligt stop for indvandringen af flere fremmedarbejdere.
Omvendt skrev direktør i Dansk Arbejdsgiverforening Jens Fisker i 1970 en kronik i bladet Arbejdsgiveren under overskriften ”Velkommen, Mustafa”, hvori han argumenterede for, at der var brug for gæstearbejderne.
--
Men samtidig, med den tids næsten uskyldigt direkte sprogbrug, havde direktøren også et blik for de potentielle omkostninger, hvis invitationen af udlændinge til Danmark ikke blev håndteret på rette vis:
”Problemerne der skal løses, er vel:
Bevidst udvælgelse af vore gæster a) med hensyn til kulturel baggrund (giver hinduer færre vanskeligheder end muhamedanere – hvad siger vore etnologer?), b) med hensyn til uddannelse eller uddannelsespotentiel (skal vi indbyde de bedst uddannede eller de uuddannede med størst evne til at lære noget nyt?), c) med hensyn til familieforhold (er det de gifte mænd, vi skal have fat i? eller ugifte? skal vi tage mod begge køn?).”
lød det i kronikken, hvor der midt i besyngelsen af det ønskelige i at importere den fremmede arbejdskraft blev rejst følgende advarende pegefinger:
”De sociale problemer må imidlertid ikke overses. De kan blive frygtelige – for at sige det rent ud: 100.000 gæstearbejdere i ghettolignende byområder i København vil nødvendigvis medføre tyveri, voldtægt, mord og blodige sammenstød i et omfang, som tåler sammenligning med USA's storbyer.
Vi vil så blive nødt til at forbyde vore børn og unge at omgås dem. Vi vil blive nødt til at lave særlove mod dem – eller at smide dem ud af landet, som schweizerne gjorde, og betale hvad det koster.”
Dette er skrevet for bare 46 år siden.
I 2015 var der i Region Hovedstaden 310.000 indvandrere og efterkommere, hvilket svarer til 17,5 % af regionens befolkning. Heraf er næsten 207.000 ikke-vestlige indvandrere og efterkommere.
Kilde: Indvandrere i Danmark, 2015, Danmarks Statistik
--
Hvorfor skriver jeg egentlig det? Fordi det i selv den mest betændte diskussion er vigtigt at holde blikket på sagen, først og fremmest sagen. Og dette er sagen, som udlændingedebatten handler om: At mange danskere har registreret forandringerne over de seneste årtier og bekymrer sig om dem. Og ikke mindst: Bekymrer sig om, hvorvidt de vil fortsætte og forstærkes.
De fleste danskere er ikke fremmedangste. Men de kerer sig om det samfund, de er en del af.
Og der er sket voldsomme demografiske, etniske, sociale, kulturelle og værdimæssige forandringer af Danmark på relativt kort tid.
Normalt vil det være dem, der politisk taler for den slags omvæltninger, som forventes at argumentere for, hvorfor de skulle være af det gode. Hvorfor forandringerne vil gøre samfundet bedre, end det var før. Men her skete det lissom bare; årsagerne var netop så mangfoldige, at ingen rigtig kan tildeles ansvaret eller stilles til regnskab for en forandrings dystre dimensioner, selv ikke dem enhver med øjne kan se:
Integrationen af hundredtusinder, der slog fejl.
Og de ulyksaligheder det medførte både for alt for mange af dem der kom. Og for en del af dem, der var her i forvejen.
--
I den debat og det samfund, der så er opstået, kan tonen og omgangsformen godt blive uhyggeligt fjendsk. Det hører ingen steder hjemme, når det sker. Det hører ingen steder hjemme, når eksempelvis muslimske borgere udsættes for chikane, overgreb eller diskrimination.
Det skal ikke forsvares. Det kan ikke forsvares. Det skal slet ikke bortforklares som en uundgåelig funktion af de forandringer, der skete i Danmark på blot 40-45 år.
Men omvendt er det også ubegribeligt ikke at se virkeligheden i øjnene: At alt ikke begynder med tonen og fremmedangsten.
Det begynder med forandringerne.
Når man nu diskuterer de nys ankomne flygtninge- og migrantstrømme, består ubegribeligheden eksempelvis i ikke at ville indse dette: At det ikke kan være et samfund eller en nations pligt at ofre sig selv eller sin egen indre sammenhæng som funktion af et moralsk imperativ, der gør det til anstændighedens forudsætning, at man skal redde hele verden. Og hvis det må være sådan, gerne genhuset på egen jord.
Dette har egentlig intet med holdningen til smykkelove og tre års ventetid på familiesammenføringer at gøre. Man kan sagtens være kritisk over for konkrete lovinitiativer som disse og dog være bevidst om flygtninge- og migrantstrømmenes udfordring. Men naturligvis skylder man da et svar på, hvad pokker der så skal gøres for at håndtere situationen, hvis ikke dette.
--
For det er det, alt nu handler om. At håndtere situationen. Få den under kontrol, simpelthen. For 40-45 års erfaringer smelter i disse måneder sammen med betænkelighederne ved udsigten til, hvad de næste 40-45 år vil byde på, hvis kontrollen med tilstrømningen ikke genvindes.
Erfaringen er, at flygtninge bliver til indvandrere. Erfaringen er, at afviste asylsøgere er svære at sende ud af landet igen. Erfaringen er, at tallet for tildelt asyl skal ganges med måske 2,5 for at finde tallet for den samlede tilstrømning, når familiesammenføringerne lægges til. Erfaringen er, er en samlet tilstrømning af ikke-vestlig indvandring på 300.000-400.000 over de seneste 40 år har afstedkommet voldsomme integrationsproblemer, som ingen endnu har fundet den gyldne løsning på, og hvis håndtering lægger beslag på en markant del af samfundets ressourcer.
Så hvad er der udsigt til? Ingen ved det. Men naturligvis fremskrives der. Udfordringen er blot, at fremskrivninger skrives i sand. Alt bevæger sig hele tiden.
Ser man således på Danmarks Statistiks fremskrivning fra 2009 (se side 191), var forudsigelsen, at der i Danmark i år 2050 vil være 872.000 indvandrere og efterkommere i Danmark, heraf 607.000 fra ikke-vestlige lande.
Blot seks år senere, i rapporten for 2015 der blev udgivet i november (se side 24), var den tilsvarende forudsigelse i nøjagtig den tilsvarende skrivelse fra Danmarks Statistik, at der i 2050 vil være 1.113.578 indvandrere og efterkommere i Danmark, heraf 717.675 fra ikke-vestlige lande.
Det er et ryk i vurderingen af befolkningsfordelingen i Danmark anno 2050 på henholdvis 231.578 og 110.675 (ikke-vestlige).
På kun seks år.
Hvad forudsigelsen bliver i dette års fremskrivning, som må formodes at tage højde for den seneste tids historisk store flygtninge- og migrantstrømme, ved ingen endnu.
Men kan vi ikke blive enige om, at det er i orden at diskutere det? Ordentligt. Uden had. Men med blikket på realiteterne som de har udviklet sig. Og som de forventes at udvikle sig. Med de konsekvenser for det danske samfund, det kan og vil indebære.
--
Tilbage i august 1976 hos Annelise Bistrup i Ishøj var der ikke nogen, der for alvor vidste, hvordan tingene ville udvikle sig. Havde man forudsagt procenttallet 36,4 om andelen af indvandrere i kommunen i 2015, ville man dog næppe være blevet taget alvorligt.
Borgmesteren Per Madsen, der for nylig gav et interview i Berlingske om, hvor ilde hans advarsler blev modtaget i 70erne og 80erne, ikke mindst i hans eget parti, Socialdemokratiet, gjorde sig her i 1976 umage med ikke på nogen måde at signalere fremmedfjendskhed. Han kaldte de nytilkomne for ”indvandrere”, ikke ”fremmedarbejdere”. Han bedyrede at Ishøj ville være blevet mere forandret, hvis den var blevet garnisonsby. Han understregede det multietniske samfunds gode sider: 70ernes danskere rejste sydpå for at få mad med hvidløg, og nu kom maden med hvidløg i stedet til dem; de fleste indvandrere opførte sig tilmed pænt og ordentligt og levede et regelret familieliv.
Og alligevel afsluttes reportagen på følgende næsten dystopiske vis, læst her i bagklogskabens snarere end krystalkuglens lys i en nation, der i 2016 godt og vel gennemsnitligt er, som Ishøj var det i 1976:
”Alligevel vil borgmester Per Madsen nu gerne lukke sine kommune-grænser for indvandrerne, og det vil han først og fremmest for ”indvandrernes egen skyld”.
”Hele denne sag startede med, at jeg giftede nogle pakistanere, og de sagde, at de meget gerne ville gøre mig opmærksom på, at man i Ishøj var ved at nå grænsen for den danske tolerance. De sagde: Vi kan ikke selv blive danskere af hjertet, men vi har en chance for, at vore børn kan blive det, og den vil vi gerne holde fast ved, men det kan vi kun, hvis vi accepteres.
Det var i maj 74, og vi ved nu af bitter erfaring, at de havde ret. Er der i en kommune eller bare i en bebyggelse flere end 10 procent udlændinge, så begynder problemerne at dukke op.
Men siger man sådan noget, og hvis man vedtager det i en kommunal bestyrelse, så står man til flere måneder i spjældet. For det er racediskrimination.”
Det er derfor borgmester Per Madsen nu be’r om en dansk indvandrer-politik. ”I FN’s charter om racediskrimination står der en hel del om, hvad man ikke må, men der står også noget om, hvad man skal. Vi har intet gjort. Der er ikke kommet én linje i dansk lovgivning, intet om skolegang, ingenting.”
Derfor handler det ikke bare om 1419 indvandrere i Ishøj. Det handler også om, hvordan et lille land kommer igennem et stort problem med sin selvrespekt i behold. Borgmester Per Madsen og indbyggerne i Ishøj har stillet spørgsmålene. De venter spændt på svar.”
--