En roman om fortiden kan handle om fortiden. Eller, mere eller mindre skjult, om nutiden. Eller om det, der til enhver tid er.

Hvor præcis Kazuo Ishiguros nye roman, »Den begravede kæmpe«, placerer sig inden for disse kategorier, er det svært at svare helt utvetydigt på. Men nok mest i den sidste.

Sikkert er det, at den britiske forfatter med de japanske rødder i sin første roman i ti år har valgt en periode umiddelbart efter kong Arthurs død, så vi befinder os engang i det 6. århundrede, i en tid og på et sted, der er præget af, at den legendariske skikkelse før sin død kæmpede længe og blodigt mod sakserne, og af, at han, for at bevare freden og undgå mere blodsudgydelse, fik sin troldmand, Merlin, til at lægge en tåge over landet.

Den tåge lægger sig også over romanen, som et fænomen, der slører alles hukommelse. Hvem er jeg egentlig, hvor kommer jeg fra, hvor skal jeg hen, og hvad er min mission her i livet? Og skal man affinde sig med tågen, eller skal man tværtimod få den væk – med alt hvad dette måtte indebære af risiko for nye konflikter?

Centralt i historien står det aldrende ægtepar Axl og Beatrice, to, der elsker hinanden, som kun få kan elske hinanden, og også hos dem lurer tvivlen, for hvad vil der komme for dagen om deres egen fortid og deres egen relation i fortiden, hvis de igen kan huske klart? Og hvad med den søn, de leder efter, finder de ham på deres lange vandring, og hvad var det egentlig med ham?

Bevægende slutning

Romanen handler således både om erindring og om længsel, hos Axl og Beatrice, men også hos personer som den purunge kriger in spe Edwin, der leder efter sin mor, hos sir Gawain, der bærer på en hemmelighed, og hos ridderen Wistan, der bæres af en trofast krikke. Alle er de mere eller mindre de gamles ledsagere på disses rejse gennem tågede landskaber.

Meget middelalderlig og ofte meget realistisk i sine beskrivelser er den, denne dunkle og smukke roman, men tillige med et syn på den virkelige verden, der matcher middelaldermenneskenes syn på samme. Her er nemlig både utysker og drager og nisser og munke, der tror på en gud, der soner dem, der straffer sig selv, og der er en klog kone og en gejstlig, der kan helbrede de syge.

En nutidig skelnen mellem tro og overtro findes således ikke, alt er i den forstand lige virkeligt, og når »Den begravede kæmpe« så alligevel, trods al denne middelalderlighed, er så bevægende og så vedkommende, så skyldes det ikke kun, at Kazuo Ishiguro er så fin en forfatter, så overlegent rolig i dét litterære åndedræt, som den danske oversættelse også så fint får frem. Det skyldes selvfølgelig også, at de store spørgsmål om kærligheden og meningen med alting er præcis lige så vedkommende dengang som nu.

Alene for sin bevægende slutning er romanen det hele værd, og hvis man ikke er til beretninger fra en myteomspunden fortid bør man, som det forhåbentlig er fremgået, ikke af den grund lade sig afskrække. Det kulørte, der ellers ligger lige for, når det er middelalderen, man skriver om, ligger Kazuo Ishiguro fjernt. Også i den forstand er romanen meget moderne. Midt i al sin tidløshed.

Titel: Den begravede kæmpe. Forfatter: Kazuo Ishiguro. Oversætter: Jakob Levinsen. Sider: 384. Pris: 299,95. Forlag: Gyldendal.