Da 25-årige Isabella Hedeager præsenterede sin kæreste Emil for ideen, havde hun omhyggeligt forberedt en lang tale. Argument efter argument, der skulle overtale ham til at flytte i hus med det helt store aber dabei, at matriklen var ejet af hendes 91-årige morfar Svend Aage – og at ”Moffe” skulle bo sammen med dem.
»Jeg snakkede og snakkede. Da jeg endelig var færdig, sagde Emil: Det lyder da rigtig dejligt. Og så var det besluttet. Jeg savnede bare tit Moffe. Han sad jo alene ude i huset og synes at haven var ved at vokse ham over hovedet. Det var oplagt at slå kræfterne sammen, så vi alle kunne blive glade.«
