Bagdad. Iraks premierminister, Haider al-Abadi, udråber torsdag sejr over Islamisk Stat i Tal Afar.
Byen var en af den ekstremistiske gruppes sidste bastioner i Irak, efter at irakiske styrker tidligere på sommeren generobrede storbyen Mosul.
Også den resterende del af Nineveh-provinsen er fri for Islamisk Stat, fortæller Abadi.
- Tal Afar er blevet befriet. Vores budskab til Islamisk Stat-krigerne er, at uanset, hvor I er, så kommer vi efter jer, og I har intet andet valg end at overgive jer eller dø, siger Abadi i en meddelelse.
Allerede i weekenden sagde en talsmand for Iraks hær, at Islamisk Stat var så godt som fjernet fra Tal Afar. 95 procent af byen var på hærens hænder, lød det dengang.
/ritzau/Reuters