Iraks hær oplyser, at den har lagt ring om Mosuls gamle by, hvor Islamisk Stat forsøger at bevare kontrollen over sin højborg.

Hæren har overtaget et område nord for Mosuls gamle bydel, al-Shifaa, som ligger på den vestlige side af floden Tigris, oplyser hæren i en meddelelse.

Al-Shifaas fald betyder, at den gamle bydel i Mosul nu er helt omringet af regeringsstyrker, der har opbakning fra USA.

Tidligere på dagen sagde en general i den irakiske hær, at slaget om Mosul skrider planmæssigt frem, men at det tager tid.

- Vi har mange forhindringer: terrænet, bygningerne, vejene og civilbefolkningen. Det er alt sammen noget, der får os til at gå langsommere frem, siger generalen, Abdulghani al-Assadi, til nyhedsbureauet AFP.

Han tilføjer, at omkring 400 civile har forladt den gamle bydel mandag formiddag.

Omkring 100.000 andre menes at være fanget i de smalle gader i bykernen.

/ritzau/Reuters