Virkelighedens brutalitet har indhentet præsident Barack Obama. Præsidenten er nu nødt til at sende 300 såkaldte militære rådgivere af sted til Irak. Og han har åbnet for muligheden for målrettede angreb fra luften mod terrorbevægelsen ISIS. Og selv om Obama er klog nok til at holde sig fra at opfordre til et regimeskifte i Irak, så mere end antyder præsidenten, at han har været utilfreds med premierminister al-Maliki.
Terrorspørgsmålet har med andre ord sneget sig ind på Obama, efter at han i en række taler har nedtonet alvoren ved gentagne gange at hævde, at organisationer som al-Qaeda er marginaliserede, og at de kun betyder noget lokalt. Men i modsætning til det, hans forgænger, George W. Bush, skulle tage stilling til – at ramme al-Qaeda hårdt med indsættelse af hele spektret af USAs militære kapacitet – har fjenden ændret sig. Det er blevet mere kompliceret at indsætte de amerikanske styrker. For ISIS og andre terrorgrupper har indgået nye alliancer, som USA ikke ønsker at ramme. Dertil kommer, at Obama er fanget i sin egen retorik. Præsidentens udenrigspolitiske kurs er gået i retning af ikke-indblanding, hvilket i realiteten lammer ham på vitale spørgsmål og ikke mindst i spørgsmålet om bekæmpelse af terrorgrupper.
Kritikere siger, at hans påstande om, at den internationale terrorisme er fortid, er gjort til skamme med ISIS. Men værre er, tilføjer hans modstandere: Han har ikke taget de mange advarselstegn alvorligt. Det har fået krisen i Irak og i Syrien til at eskalere til et niveau, hvor USAs nationale sikkerhed nu er på spil. Og læg venligst mærke til udtrykket »nationale sikkerhed«. For det er det kodeord, Obama gentagne gange har anvendt, når han ville slå en streg i sandet for, hvornår USA næste gang engagerer sig i en konflikt i Mellemøsten. Den »nationale sikkerhed« skal være på spil. USA vil ikke længere agere verdens politimand i regionale konflikter, med mindre USAs sikkerhed krævede det.
Men alt det er fortid i disse dage. For Obamas dilemma er at finde en balance mellem en række sikkerhedspolitiske interesser og det, han selv har sagt. Og det bliver målt og vejet i øjeblikket. Her er nogle af Obamas dilemmaer.
Terror
Det er vigtigt for Obama i sine overvejelser at skelne mellem ISIS og de sunni-muslimer, som af strategiske grunde støtter terrorbevægelsen. Obamas vigtigste opgave er at finde en måde, så han militært kan ramme ISIS uden at lægge sig ud med sunni-muslimerne og dermed komplicere konflikten yderligere. Hvis USA fortsat har ambitionen om at støtte Irak som en nationalstat, så kan Obama ikke sætte sit luftvåben, sine missiler og sine droner eller for den sags skyld specialstyrker ind for at slå til mod mål, der i virkeligheden rammer sunni-muslimske ledere hårdt. Så tager han stilling i en borgerkrig. Han er nødt til at isolere ISIS både i Irak og for den sags skyld i Syrien for at undgå, at USA på langt sigt medvirker til en opsplitning af Irak i tre dele. Og kampen mod terror skal foretages med alt andet end landsoldater. For Obama vil ikke sende soldater ind i Mellemøsten. Det har han i øvrigt heller ikke befolkningens støtte til, selv om han nu går på kompromis ved at sende specialenheder afsted for at udpege mulige mål for et luftangreb.
Maliki
Den irakiske premierminister, Nouri al-Maliki, har været det største politiske problem for USA. For Maliki har ifølge amerikanerne intet gjort for at undgå denne situation. Shia-muslimen Maliki har ifølge amerikanerne været i lommen på iranerne og har presset sunni-muslimerne ud på et sidespor. USA har derfor truet med, at USA ikke har tænkt sig at levere omfattende militær støtte til den siddende regering, før en forsoningspolitik over for Iraks mange stammer og religiøse retninger indledes. USA håber på en bred regering. Men selv hvis det skulle blive tilfældet, er der lang vej igen, før man kan se en funktionsdygtig regering, der omfatter alle grupper i samfundet.
Iran
Det shia-muslimske land har spillet et dygtigt spil i denne konflikt ved at undergrave Irak som nationalstat. Under Obamas forgænger, George W. Bush, spillede Iran helt åbenlyst en destabiliserende rolle ved at infiltrere de irakiske shia-muslimer og indsætte ledere, som Teheran kunne stole på. Nu har Obama valgt at forhandle med iranerne om deres atomvåbenprogram. Og Iran forsøger at strække en hånd frem til samarbejde med USA om at slå ISIS tilbage. Det har ikke vakt begejstring i Washington, fordi iranernes tilbud om samarbejde samtidig er et forsøg på at blive blåstemplet som den førende magt i Irak, Syrien og i Libanon. Og det vil Washington aldrig gå med til, fordi det vil komplicere situationen yderligere for hele regionen, ikke mindst for USAs forhold til Israel og til det sunni-muslimske Saudi-Arabien. Derfor fremsatte Obama også en advarsel torsdag. Iran er velkommen til at presse den shiamuslimske regering i Bagdad til indrømmelser. Men militært har Iran intet at gøre i Irak.
Syrien
Det store spørgsmål er, hvilke overvejelser Obama gør sig med Syrien og med ISIS der. 100.000 udenlandske muslimer kæmper side om side med ISIS i Syrien, og en del af dem er amerikanere. Og det vækker generel bekymring, at Obama ikke har en samlet plan for, hvad han vil gøre i forbindelse med ISIS´ forsøg på at grundlægge et kalifat i Syrien og i Irak. Oppositionen siger, at hvis der er noget, der truer national sikkerhed, så er det netop ISIS. Tonen ændrede sig i USA i denne uge, da den amerikanske forsvarschef, general Martin E. Dempsey, i Senatet sagde, at USA var indstillet på at ramme ISIS der, hvor man var i stand til det. Og præsident Obama sagde ligeledes torsdag, at ISIS udgør en risiko for den nationale sikkerhed. Det var et forsøg på at forberede den amerikanske befolkning på et mere aktivt USA.
Konklusion: Præsident Obama har taget de første skridt til en helhedsplan for Irak med stok og gulerod. Der skal politisk forsoning til. Og regeringen skal være bredt funderet med alle grupper repræsenteret. Og ISIS skal bremses. Med amerikansk hjælp både fra luften og fra landjorden.
Og så ikke et ord om, hvad Israel, Jordan og Tyrkiet tænker om situationen. For den truer også disse lande direkte.