Navnet Jabar al-Luaibi ringer formentlig ikke mange klokker uden for Iraks grænser. Men i oliebranchen kender man udemærket navnet på det mellemøstlige lands nyudnævnte olieminister, og når han taler, så lyttes der.
Det skyldes ikke mindst, at Irak ifølge olieselskabet BP har de femtestørste oliereserver i verden, og at Jabar al-Luaibi har brugt de første to måneder af sit embede til at lægge sig ud med retningen i OPEC. Sammenslutningen af olieproducerende lande har ellers signaleret, at man endelig vil skære i sin olieproduktion, men Irak har ikke tænkt sig at følge den linje, må man forstå.
