Bedre end ventet - især hjulpet af et godt mobilsalg, som skal modvirke det faldende iPad-salg.
Det er forventningen til den amerikanske IT-gigant Apples kvartalsregnskab, som kommer mandag aften efter børsens lukketid. Det er også årsregnskabet i det »skæve« regnskabsår.
Apple er som udgangspunkt behersket i sine udmeldinger men har i løbet af kvartalet opjusteret forventningerne efter lanceringen af to nye iPhone-telefoner og en opgradering af sin mobilsoftware til iOS 7.
Rekordsalg - men fordelt på to
Lanceringen af iPhone 5S og iPhone 5C solgte i den første weekend hele ni millioner telefoner på verdensplan. Det er det hidtil højeste for en Apple-lancering, men det var også første gang nogen sinde, at der kom mere end et produkt samtidig. Det vil opveje det faldende salg af iPad-tavle-PCerne, som oplevede et tocifret fald i procent i april-juni. Forventningen blandt analytikerne er, at iPhone-salget vil udgøre omkring halvdelen af Apples samlede omsætning, og at salget af såvel iPad-tavle-PCer som Mac-PCer vil gå endnu lidt tilbage.
Apple er verdens næststørste producent af smartphonetelefoner efter sydkoreanske Samsung, der i sidste uge fremlagde sit regnskab. Samsung satte igen ny regnskabsrekord med et 26 procent større overskud til rekordstore 52,1 milliarder kroner i kvartalet juli til september - eller et dagligt overskud på 566,3 millioner kroner.
Mobilmarkedet er mange steder ved at være mættet, hvilket går ud over salget af de dyreste telefoner. Samsung hev derfor gevinsten hjem gennem de lidt billigere modeller. To tredjedele af Samsungs indtjening kommer fra mobilsalget.
Fald i overskuddet
Apple, som i april-juni, der på grund af det forskudte regnskabsår var selskabets tredje kvartal, oplevede et fald i overskuddet på 22 procent i forhold til et år tidligere. Det gav dog alligevel et dagligt overskud på 429,1 millioner kroner mod Samsungs dengang daglige 526 millioner kroner.
Tilbagegangen skyldes bl.a., at der godt nok blev solgt flere iPhone-telefoner, men at det især var de ældre - og billigere - modeller, der blev købt. Apple solgte i april-juni 31,2 millioner iPhone-telefoner og 14,6 millioner iPads.
Apple præsenterede for en uge siden den nye og tyndere iPad Air og den opdaterede lillebror iPad Mini med en bedre skærm. iPad Air kommer i handelen 1. november, mens der endnu ikke er dato på iPad Mini 2, men de ventes i fællesskab med iPhone 5S og - i mindre omfang - den ringere sælgende iPhone 5C at sikre Apple en solid indtjening på en god julehandel, hvor teknologiproducenter traditionelt henter omkring en tredjedel af årets omsætning. Priserne på de nye iPad-modeller er da også sat højere end tidligere.
Også opdaterede Mac-computere med det opdaterede styresystem, OS X Mavericks, vil trække julesalget i vejret, om end i mindre grad.
Flere teknologimedier har rapporteret, at Apple har droslet bestillingerne på iPhone 5C ned på fabrikkerne, der producerer den.
