Allerede i sommer varmede teknologigiganten Apple op til lanceringen af en ny version af mobilstyresystemet til iPhone og iPad, men efter præsentationen af de nye smartphonemodeller iPhone 6 og iPhone 6 Plus blev iOS 8 rullet ud til brugerne, som selv skal hente programmet og opdatere deres Apple-enheder.
Siden lanceringen af det har der imidlertid været flere meldinger om, at det ikke nødvendigvis kun gjorde noget godt især de ældre mobile enheder fra selskabet, ligesom der har været fokus på forskellige fejl i systemet, som blandt andet, at omstilling hos virksomheder ikke fungerede efter opdateringen, som tidligere beskrevet her på B.dk.
Det er i en opgørelse foretaget 21. september, færre end halvdelen af de enheder, der har været i kontakt med Apples appbutik App Store, som anvendte iOS 8. Andelen lå her på 46 procent ifølge Apples side til udviklere, mens 49 procent anvendte styresystemet iOS 7, og fem procent anvendte tidligere udgaver.
Ifølge teknologimediet Techcrunch var der efter de første 24 timer halvt så mange, der havde taget det nye styresystem iOS 8 i brug, som hentede og tog iOS 7 i brug, da det blev lanceret.
Det nye styresystem iOS 8 blev rullet ud 17. september, og opgørelsen er altså foretaget fire dage senere. I en opgørelse fra britiske Widespace, der står bag en platform til mobil markedsføring i Europa og herigennem analyserer trafikken fra mobilsites og applikationer - svarende til 66 millioner brugere og milliarder af annoncevisninger hver måned, lyder det, at danskerne er de mest tilbageholdende over for at tage det nye styresystem til Apples mobile enheder i brug.
Selskabet har analyseret brugere i landene Danmark, Finland, Frankrig, Tyskland, Italien, Holland, Norge, Sverige og England og meddeler, at det i løbet af de første 24 timer efter lanceringen den 17. september i gennemsnit var ni procent af brugerne i de pågældende lande, der havde opdateret deres enheder til det nye styresystem.
Fordelt på lande var der færrest i Danmark med seks procent, som var hurtige til at skifte over til den nye version. Til sammenligning var der flest i Norge, som i løbet af de første 24 timer var klar til at tage systemet i brug - svarende til 13 procent.