Dansk økonomi har netop været i recession, virksomheder fyrer medarbejdere på stribe og den offentlige sektor skal spare. Alligevel bliver virksomhedsledere, der står i spidsen for en børsnotering, forgyldt af en tropeagtig pengeregn.

Men de store pengetanke i Danmark - pensionskasserne og -selskaberne - bryder sig ikke om at se ledelser i virksomheder, de investerer i, blive alt for våde af pengeregnen. Faktisk kan en alt for lukrativ belønning af ledelsen i forbindelse med en børsnotering eller aktieemission få dem til at smække pengekassen i.

»Som udgangspunkt er vi ikke meget for sådanne programmer. Det er helt klart noget, vi er inde og kigge på, når vi vurderer, om vi skal investere i en virksomhed eller ej,« siger administrerende direktør i pengetanken LD, Carsten Koch.

Samme melding kommer fra Danmarks største arbejdsmarkedspensionskasse, Pension Danmark:

»Det er en del af en større sammenhæng, og vi ser nøje på, om en virksomhed har en gennemskuelig og rimelig aflønningsmodel, før vi investerer penge i den,« siger direktør i Pension Danmark, Jens-Christian Stougaard.

2010 har budt på en række børsnoteringer, hvor ledelser i de pågældende virksomheder er blevet forgyldte. Fire børsnoteringer kaster potentielt mere end seks milliarder kroner for fødderne af virksomhedernes ledelser.

Det er ledelsen i Pandora, der står til at få absolut mest ud af en børsnotering. Den har en potentiel gevinst på fire milliarder kroner - heraf 169 millioner kroner alene til administrerende direktør, Mikkel Vendelin Olesen.

Salget af TDC-aktier er det højaktuelle eksempel. Fem kapitalfondes salg af TDC-aktier for 23,5 milliarder kroner tvinger administrerende direktør, Henrik Poulsen, til at købe en ny og større pengepung - han kan nemlig høste op mod 140 millioner kroner på den manøvre. I alt forgyldes TDC-ledelsen med op mod 1,3 milliarder kroner.

Øverste chef i Chr. Hansen, Lars Frederiksen, kan sætte op mod 180 millioner kroner ind på kontoen på grund af børsnoteringen, mens den nyligt overståede og knap så elegante børsnotering af Zealand Pharma kastede 20,9 millioner kroner af sig til administrerende direktør David Horn Solomon.

I alt kan den samlede ledelse i de to virksomheder tjene op til henholdsvis 825 og 26,4 millioner kroner.

Ingen af de pensionskasser og -selskaber, vi har talt med, ønsker at kommentere de mange millioner kroner til ledelserne i de konkrete sager, men meldingen er klar: De finder sig ikke i ublu bonusser til ledelser. For hvis det er tilfældet, investerer de deres milliarder af pensionsmidler i andre virksomheder. Det gælder også for landets største pensionsselskab, Danica Pension:

»Vi kommenterer ikke enkelte selskaber, men fra sag til sag laver vi en konkret vurdering baseret på, at der skal være en balance mellem aflønning og den værdiskabelse, som ledelsen er ansat til at lave - det gælder også ved emissioner,« siger cheføkonom i Danica Pension, Jens Christian Nielsen.

I Pension Danmark er man endda gået så vidt som at bekæmpe for voldsomme bonusser til ledelser aktivt:

»Der har været tilfælde, hvor vi på generalforsamlinger har stemt imod forslag fra ledelsen om lidt for lukrative og uigennemskuelige aflønningsformer,« siger direktør Jens-Christian Stougaard.

Modsat pensionskasserne har tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen ikke noget imod at kommentere enkeltselskaber. Og bonusregnen over TDC-ledelsen falder ham i den grad for brystet: »Det er dybest set uanstændigt. Det bekræfter den forretningsmodel, kapitalfondene har. Der er tale om en uhæmmet grådighed, som rimer meget dårligt på, at vi også har et ansvar over for medarbejderne, som de ikke viser den fjerneste respekt for. Derudover er det et dybt uansvarligt signal at sende af sted om TDC som virksomhed,« siger Poul Nyrup Rasmussen.

Landets tidligere statsminister har længe været modstander af kapitalfondes opkøb af danske virksomheder, da det efter hans mening på længere sigt truer udviklingen af velfærdssamfundet og antallet af arbejdspladser.

Pensionskassen ATP og pensionsselskabet PFA Pension ønskede ikke at fortælle om deres syn på store bonusordninger til virksomhedsledere.