Det er muligvis at overdrive at påstå, at der ikke findes noget værre, men slemt er det: At starte et møde, hvor man ikke ved, hvem alle de tilstedeværende er.

Det er mødelederens opgave at sørge for, at alle deltagerne er præsenterede for hinanden. Men det kan sagtens ske, at formanden eller mødelederen selv kender alle de tilstedeværende, og derfor ikke tænker på, at andre ma°ske ikke gør det.

Sidder man til et sa°dant møde, hvor formanden er ved at starte på dagsordenen, uden at folk er blevet præsenteret, er der ikke meget andet at gøre end at række ha°nden op og foresla°, at der sker en præsentation. Ja, det er lidt uhøfligt, for det er det samme som at sige, at formanden ikke har passet sin opgave. Men det er værre at sidde til mødet og spekulere over, hvem de andre er. Og det gælder om at sige til sa° hurtigt som muligt. Jo længere tid, der ga°r, jo mere umuligt vil det blive at bede om en præsentation. Der er ingen grund til at sidde og ha°be pa°, at en anden tagerinitiativet.

Men i de fleste tilfælde kender formanden heldigvis sin pligt, og foresla°r, at der sker en præsentation, hvis ikke alle ved, hvem hinanden er.

Hvis der er tale om et møde, hvor ’enkeltindivider’ deltager, er det mest almindelige, at hver person præsenterer sig selv med navn, titel og firma/organisation. Den tid, hvor man ogsa° fortalte lidt mere personligt om sig selv, sa°som civilstatus, alder og antal børn, forsvandt med kvindebevægelsen. Ligeledes regnes det heller ikke længere for passende kun at præsentere sig ved fornavn i forretningssammenhæng.

Præsentationen skal naturligvis tillempes den konkrete situation. Er man til møde i skolebestyrelsen, er det sa°ledes mere passende at nævne ens barns navn og klasse frem for ens eget arbejdssted. Præsentationen forega°r normalt med uret, sa°ledes at personen til venstre for mødelederen starter.

Ved en sa°dan præsentationsrunde kan det ske, at der blandt deltagerne er en person, der i hvert fald selv er overbevist om, at alle de andre tilstedeværende ved, hvem han/hun er. Men det regnes alligevel for god tone at sige sit navn og organisation, og ikke bare: ”Alle ved jo, hvem jeg er!” For det første kan det sagtens ske, at der mod forventning er nogle blandt de andre deltagere, der ikke kan huske vedkommendes navn. For det andet er det upassende at fremhæve sig selv som noget sa° særligt, at man ikke behøver følge reglerne for den gemene hob.

Er der tale om et delegationsmøde, hvor de forskellige parter er troppet op med hver sin lille delegation, kan præsentationen enten forega° pa° samme ma°de som ovenfor beskrevet, eller, som det er mest almindeligt, ved at hver delegationsleder foresta°r præsentationen. Det kan enten ske i rangorden, eller i den rækkefølge folk sidder. Dette vil ofte være sammenfaldende, fordi folk allerede har sat sig i rangorden. Jo tættere pa° delegationslederen, jo højere i hierarkiet. Her er det selvfølgelig altafgørende, at delegationslederne faktisk kender hvert enkelt medlem af deres entourage.