Man kan da godt more sig over, at der findes en form for »forskning«, der hedder »Interventionsforskning«. Der findes endog et center, hvis forskning intervenerer. Intervention er et modeord. Det betyder »at gribe ind«, at »blande sig«, at »ændre folk«, så de passer ind i statssystemet.
Nu har dette Center for Interventionsforskning fået 35 millioner kroner til forskning i, hvordan staten forhindrer, at unge gymnasielever bliver for fede i betydningen tykke (drenge) – eller for tynde (piger). Centret har åbenbart ikke interveneret endnu. Først skal de ansatte nemlig samle »data«. Mon ikke Centret vil foreslå, at de unge skal spise sundt og lave gymnastik? Og lade være med at drikke. Og mon ikke de ved, at al information om sundhed forsvinder ned i et sort hul? Men 35 millioner giver en hel del stillinger, så derfor er alle glade.