Krisen har boret sig ind i hos de danske Intersport-butikker, hvor ejerne kæmper med blødende regnskaber og konkurser, skriver dagbladet Børsen. For nylig er selskabet Sport on Top gået konkurs. De ejede Intersport-butikker i det nordjyske og i Fields i København.

Arne Dahl Storinggard er administrerende direktør i selskabet Sporty Sport, der også ejer flere Intersport-butikker. Virksomheden har i længere tid haft problemer med minus på bundlinjen.

»Man kan sige, at vi i vores virksomhed ikke har været dygtige nok - eller ikke ønsket at justere vores omkostninger så hårdt, som visse andre har gjort det. Vi har for eksempel stadig de samme medarbejdere, for vi skal nok få brug for dem igen, Men det koster jo nogle penge. Vi har sådan set et godt firma, men vi er eddermukme klar til at få fremgang,« siger han til Børsen.

Men det er ikke sikkert, at den fremgang kommer, hvis ikke sportsbutikkerne omstiller sig. Ifølge Bruno Christensen, der er detailhandelsekspert og direktør i konsulenthuset Detailhandels Promotion, skal sportskæderne ikke forvente vækst, når de eksempelvis fokuserer så meget på beklædning. Der er alt for mange dagligvarebutikker og ikke mindst nethandel, der tilbyder de samme produkter og oftest til lavere priser.

»I sportsbranchen skal de kigge mere på det produktudvalg, de har. De skal koncentrere sig om at blive den sportsbutik, der oprindeligt er kernen i det. I dag fylder beklædningsområdet meget mere end sportsrekvisitterne,« siger han til Børsen.