Internet-pioneren John McAfee skal afhøres i forbindelse med mordet på hans nabo, Gregory Faull, men stifteren af anitivirusprogrammet McAfee er gået under jorden - bogstaveligt talt.
52-årige Gregory Faull blev i søndags fundet død på sin bopæl i lilleputlandet Belize i Mellemamerika. Faull blev skudt i hovedet på et tidspunkt mellem lørdag aften og søndag morgen, og mordet kan muligvis forbindes med en nabostrid med opfinderen af verdens første antivirusprogram, John McAfee, skriver CNN.
Faull træt af gøende hunde
McAfee, der betegnes som en sær eneboer med hang til våben, og Faull havde angiveligt været i totterne på hinanden. Faull var træt af at høre på McAfees elleve hunde gø, og fredag aften døde fire af hundene som følge af forgiftning. Det fortæller Wired Magazines Joshua Davis, der de seneste måneder har tilbragt mere end 100 timer sammen med den våbengale McAfee.
En af McAfees ansatte anmeldte forgiftningen af hundene til politiet, men da de ankom til McAfees bolig, var de fire hunde allerede begravet.
Gemte sig i sandet
I søndags forsøgte politiet at finde John McAfee, men han var ingen steder at finde på sin bopæl. Manden havde simpelthen gravet et hul og gemt sig, har han fortalt til Davis:
- McAfee så dem komme, og han gravede et hul i sandet og begravede sig selv. Han tog en papkasse over hovedet, så han kunne trækker vejret. Han sagde, det var ekstremt ubehageligt, men han tror, politiet slår ham ihjel, hvis han melder sig, siger Joshua Davis og fortæller, at 67-årige McAfee tirsdag afviser, at han har slået sin nabo ihjel.
- Han fortalte, at han ikke har haft meget med Gregory at gøre de sidste tre år, og at de måske har udvekslet 50 ord i alt, siger Davis.
McAfee føler sig forfulgt
Ifølge Raphael Martinez, talsmand for politiet i Beliza, er tre personer tilbageholdt med henblik på at blive afhørt, og det er ren rutine, oplyser talsmanden og opfordrer McAfee til at melde sig:
- Han bliver nødt til at melde sig, så vi kan få klaret luften. Vi er lovlydige hos politiet, og han har ingen grund til at frygte, at nogen vil slå ham ihjel, siger Martinez.
McAfee har tidligere været i politiets søgelys, da han blev sigtet for at fremstille stoffet metamfetamin og ulovlig besiddelse af våben. Sigtelserne frafaldt, men ifølge Davis gjorde episoden McAfee paranoid.
- Lige siden har han følt sig chikaneret og forfulgt af politiet. Han tror, de forfølger ham og gemmer sig i buskene, fortæller Davis, der længe har frygtet, den excentriske mangemillionær ville gøre noget dumt.
John McAfee opfandt verdens første antivirusprogram, McAfee, i 1988 og flere andre banebrydende internetværktøjer.