Det internationale pres øges mod Bahrain for at få landets regering til at overføre den sultestrejkende dansker, Abdulhadi al-Khawaja, til behandling i Danmark.

Senest har det amerikanske udenrigsministerium meddelt, at USAs viceudenrigsminister, Jeffry Feltman, sammen med diplomater ved den amerikanske ambassade i Bahrain, har været i kontakt med de bahrainske myndigheder og her opfordret til, at der »findes en humanitær løsning«.

Victoria Nuland, talsmand for udenrigsministeriet i Washington, siger ifølge The Daily Star til nyhedsbureauet AFP:

- Vi er stærkt bekymrede, når det gælder sagen om al-Khawaja, specielt hvad angår hans helbred. Vi er i kontakt med bahrainerne og med vores internationale partnere, og vi opfordrer til en humanitær løsning, siger Victoria Nuland.

USA menes at være det vestlige land, der har størst mulighed for at påvirke beslutningstagerne i Bahrain, hvor amerikanerne er stærkt til stede. USAs Femte Flåde har hovedbase i Bahrains hovedstad Manama.

Sagen om den sultestrejkende Abdulhadi al-Khawaja, som ikke har indtaget føde i 62 dage, er også nået til tops i FN-systemet. Mandag kom FNs generalsekretær Ban Ki-moon gennem en talsmand med en direkte opfordring til Bahrain om at overføre al-Khawaja til Danmark.

Talsmanden Martin Nesirky sagde ifølge Gulfnews.com og AP, at når det gælder en sultestrejke, »skal sundhed og helbred hos den pågældende person være omfattet med den største bekymring,« og talsmanden tilføjede yderligere et håb om, at Danmarks tilbud om at få den sultestrejkende overført til behandling her, »vil blive taget i behørig betragtning af humanitære grunde«.

Abdulhadi al-Khawaja, der er dansk statsborger, er i Bahrain idømt en livstidstraf for deltagelse i regeringsfjendtlige demonstrationer og kritik af landets enevældige konge og har forud for sultestrejken været udsat for grov tortur i fængslet.

I Danmark stiller Dansk Folkeparti nu spørgsmål ved, om Abdulhadi al-Khawaj eventuelt har en anden dagsorden end at arbejde for demokrati. Partiets udenrigsordfører Søren Espersen, siger, at han vil rette henvendelse til udenrigsminister Villy Søvndal (SF) for at få ham til at redegøre for, om Abdulhadi al-Khawaja er en menneskerettighedsaktivist, der arbejder for mere demokrati, eller om hans engagement er af islamistisk karakter.

- Spørgsmålet er. om Abdulhadi al-Khawaja en menneskerettighedsaktivtst der kæmper for at installere et sekulært demokrati, eller om han har en dagsorden, der eksempelvis går i retning af at indføre et islamistisk styre i Bahrain, siger Søren Espersen.

De bahrainske myndigheders behandling af Abdulhadi al-Khawaja har også vakt vrede blandt ikke mindst Bahrains shiamuslimske befolkningsmajoritet, og mandag aften endte en demonstration med, at syv blev såret, da der blev kastet benzinbomber mod politiet, oplyser myndighederne ifølge Reuters.

Myndighederne i Bahrain har oplyst, at Abdulhadi al-Khawaja trods frygt for det modsatte stadig er i live »og ved godt helbred«, som det hedder.