Flere centrale kilder i sagen om Se og Hørs ulovlige brug af en kilde i Nets nægter at medvirke i Allers interne undersøgelse af sagen, skriver Jyllands-Posten.

Den tidligere chefredaktør, Kim Henningsen, nægter at medvirke i den interne undersøgelse.

Han var leder af redaktionen i hovedparten af den periode fra 2008 til 2011, da den såkaldte tys-tys-kilde leverede ulovligt indhentede oplysninger til bladet, og hans advokat, Kaare Pihlmann, fortæller, at han på vegne af sin klient har sagt nej til at deltage i undersøgelsen.

»Vi er ikke trygge ved denne undersøgelse, fordi Aller-koncernen selv er sigtet i sagen. Dermed er det helt indlysende, hvilken interesse Aller selv har i at få foretaget den interne undersøgelse. Uanset hvor dygtige advokater Aller har sat på opgaven, kan undersøgelsen ikke siges at have nogen større værdi, idet den ikke opererer efter de principper i retsplejeloven, som anvendes i politiets efterforskning. Vi bider også mærke i, at den tidligere formand for Allerfonden ikke var tilfreds med undersøgelsens grundlag,« siger Kaare Pihlmann til avisen.

Advokaten henviser videre til, at formanden for Allerfonden, Linda Nielsen, gik af som formand for fonden i protest, fordi hun mente, at rammerne for undersøgelsen var for snævre.

Tidligere har også journalist Kasper Kopping, som havde et tæt samarbejde med tys-tys-kilden, sagt nej til at tale med Allers undersøgere.

Det samme gælder for tidligere nyhedschef Lise Bondesen, og den såkaldte tys-tys-kilde har ligeledes afvist at deltage i undersøgelsen.

Tidligere chefredaktør Henrik Qvortrup ventes heller ikke at blive interviewet til undersøgelsen.

Hans advokat, Anders Németh, siger, at hans klient først vil tale med Allers undersøgere, når han er færdig med at blive afhørt af Københavns Vestegns Politi, og han forventer, at der vil gå flere måneder, før den sidste afhøring er gennemført.

Politiinspektør Bent Isager-Nielsen har bebudet, at politiet vil kræve undersøgelsen udleveret – om nødvendigt ved hjælp af en dommerkendelse - når den er færdig.

Aller Media meddeler ønsker ifølge Jyllands-Posten ikke at kommentere sagen.