Forleden var jeg på shopping i Atlanta, hvor jeg bor. Her fik jeg en super god betjening af en smuk, ung, mørkhåret kvinde. Kvinden spurgte, hvor min dialekt kom fra, og jeg spurgte til hendes. Hun kom fra Somalia, fortalte hun, og havde kæmpet sig frem i livet for nu at stå i Saks Fifth Avenue for at betjene kunderne. Hun var meget glad for de muligheder, hun havde skaffet sig i USA. Derefter spurgte hun: »Bor der også somaliere i Danmark?« Det kunne jeg bekræfte.

Men hvordan kan det være, at somaliere i USA er selvforsørgende, og at vi har så svært ved at integrere i Danmark? Hvordan kan det være, at 40 års forfejlet integration i Danmark ikke har skabt et spørgsmål om at ændre den forfejlede strategi?

Når jeg taler med mine amerikanske venner om, at Danmark har store udfordringer med at integrere folk fra ikke-vestlige lande, er de ét stort spørgsmålstegn. Jamen, siger de – det er ikke danskerne, der skal integrere indvandrerne, men indvandrerne, der skal integrere sig i Danmark. Skal vi lade det stå et øjeblik?

De flygtninge, der kommer til USA, har været igennem en screeningsproces. Det samme gælder folk, der har vundet i greencard-lotteriet.

De har pligt til at blive selvforsynende hurtigst muligt, og de kan ikke komme med særkrav. De kan søge om hjælp til husly og mad (som er støttet af private foreninger). De har pligt til at lære amerikansk hurtigst muligt, og skal sige ja til de job, som de bliver tilbudt. De kan søge om familiesammenføring, men de skal selv forsørge den familie, de bringer hertil.

Amerikanere har ikke noget imod hjemmegående husmødre, det er også en del af den amerikanske kultur. Men man kan ikke modtage ydelser ved kødgryderne eller som hockey moms. Har man lyst til at tage på ferie udenfor USA , kan man sagtens det, men tager man på ferie i det land, man er flygtet fra, bliver det af amerikanerne opfattet som et sikkert sted at flytte tilbage til, og ens opholdstilladelse kommer i fare. Begår man noget kriminelt, bortfalder flygtningestatusen øjeblikkeligt. Selvfølgelig.

Vi skyder os selv i foden

Amerikanere er hårdtarbejdende, og holder sjældent ferie mere end en uge ad gangen. Uanset race, hudfarve eller religion, er der en solidaritet mellem de hårdtarbejdende mennesker. Det multikulturelle samfund kan kun fungere, når alle bidrager.

Når vi på 3. generation uddanner folk til passiv forsørgelse i Danmark, så skyder vi os selv i foden. Vi inkluderer ikke, men graver grøfter.

Når 150.000 østeuropæere hvert år udfører job, som ingen danskere eller indvandrere gider røre ved, er vi decideret dumme. Når vi uden diskussion forsørger to dybt kriminelle, palæstinensiske familier fra rockerbanden Black Army på omkring 100 familiemedlemmer i Odense, er vi decideret vanvittige. At borgmesteren i Odense nu skal have livvagter 24/7 for at fornærme banden, er direkte absurd. Familieoverhovederne fra Daabas og Mansour-banden siger: »Vi styrer og bestemmer i Odense«!

Undskyld, skal der siges tillykke?

Projekt »hjælpende hånd«

Man skal yde, før man kan nyde, så kommer solidariteten også.

Indslusningsløn i stedet for løntilskud . Ærlig evaluering af det enkelte menneske og så et totalt stop af kontanthjælp til hjemmegående husmødre. Mere integration og mindre religion!

Et projekt »hjælpende hånd« kunne sættes i værk. Alle skal bidrage. Oprydning i Københavns gader. Hvad med en hotel- eller rengøringsskole tæt på ghettoerne i stedet for håbløse, offentligt finansieret integrationsprojekter? Ekstra rengøring i dagtimerne på skolerne, hjælp i ældreplejen, måske endda hjælp for enden af supermarkeds-båndet til at putte varerne i poserne?

Når du ikke er dansk statsborger, skal du arbejde for din forsørgelse, som for øvrigt er uden sidestykke noget sted i verden.

Dansk passiv forsørgelse er ingen ret, men en udsugning af de værdier, som vores forældre og bedsteforældre har knoklet for. Hvem tror på, at de flygtninge, vi har modtaget de sidste par år, nogensinde skal tilbage for ikke at tale om den afrikanske invasion, som nu er i sin begyndelse. Eller det nærtstående sammenbrud i Algeriet? Der venter uoverskuelige udfordringer, som der skal handles på nu.

Venstrefløjen og fagforeningerne har i 40 år ikke kunnet forstå, at kommer man til Danmark som analfabet fra Somalia, Afganistan eller Mellemøsten, kan det være svært at arbejde til en dansk mindsteløn. At der skal skabes indslusningsarbejdspladser. At det er okay at sætte krav, og møder man ikke op til det job, man får tilbudt, eller til ens danskundervisning, som for øvrigt er gratis, så stopper forsørgelsen.

Det er mig en gåde. Men ja, den nemme løsning kan også bare være at tage 40 år til – i samme spor? Held og lykke og Gud velsigne jer, som man siger herovre.