25 filminstruktører fra hele verden, som alle har det tilfælles, at de på et eller andet tidspunkt i årene fra 1991 og til i dag er blevet hædret ved Saatchi & Saatchis New Directors’ Showcase i Cannes. Det er omdrejningspunktet for dette års jubilæums-udgave af showcasen, skriver Markedsføring.

Alle 25 instruktører - hvis navne afsløres drypvis på Saatchis site i dagene indtil selve kåringen af årets vindere i Cannes - deltager i hvad bureauet kalder en ”unmissable, hour-long experience in this one-off show.”

Saatchi & Saatchi Worldwide Creative Boards årlige afsløring og kåring af de instruktører, verden bør holde øje med, er typisk et af de helt store tilløbsstykker i Cannes, og der er tradition for bemærkelsesværdige live sceneshows fra droner og ligkister til street dansere og hologram-udgaver af afdøde stjerner, når årets udvalgte instruktører præsenteres.

Der er gennem årene blevet ”fundet” navne som David Cronenberg, Daniel Kleinman, Spike Jonze, Michel Gondry, Daniel Wolfe og Jake Scott i showcasen, som fem gange også har budt på danske navne - de tre af dem så sent som 2013 og 2014.

I 2013 var det Casper Balslev således på listen med Han Kjøbenhavn AW12, og sidste år var det de to Gramsespektrum-herrer Simon Bonde og Peder Pedersen, der var udvalgt med musikvideoen Ghost of a Smile.

Tidligere har også Nicolai Fuglsig (”Voodoo” for Levi’s) og Rasmus Laumann (”Safari” for Kilroy) været med på den prestigefulde liste.

Hvilke instruktør-navne, der kommer med på 25-års udgaven af New Directors’ Showcase afsløres torsdag den 25. juni i Palais des Festivals i forbindelse med Cannes Lions-festivalen.