Regeringens asylstramninger er potentielt i strid med menneskerettighedsloven. Det mener Institut hos Menneskerettigheder, der nu officielt trækker støtten til lovforslaget, der blev vedtaget tirsdag af samtlige partier bortset fra SF og Enhedslisten.

Lovforslaget har skærpet kravet om familiesammenføringer, sådan at langt de fleste flygtninge, der kommer til Danmark, først efter år kan få lov til at bringe resten af deres familie her til landet. Men forslaget mangler afbalancering, vurderer Jonas Christoffersen, direktør for Institut for Menneskerettigheder.

»Hensynet er for snævert. Man nævner i lovforslaget to eksempler, hvor man skal give hurtig familiesammenføring. Hvis der er et alvorligt sygt barn, eller hvis man har en handikappet ægtefælle i hjemlandet. Men hvad nu hvis situationen er den, at man bor i Kobane, hvor IS-tropperne nærmer sig. Vil man så sige, at ’vi ved godt, at kuglerne flyver om ørerne på jer, men I må lige vente otte måneder?’,« spørger Jonas Christoffersen.

Når instituttet tidligere har støttet forslaget, skyldes det, at det var flankeret af en såkaldt tillægsbetænkning. Den skulle sikre, at der bliver lagt »afgørende vægt på hensynet til familiens enhed og hensynet til de personer, som har et ganske særligt behov for beskyttelse i form af hurtig familiesammenføring«, som det hed i betænkningen.

Det var et flertal bestående af Enhedslisten, SF, Venstre, De Konservative og Liberal Alliance, der vedtog betænkningen for at sikre, at Danmark overholdt alle internationale konventioner.

Men i Folketingssalen kunne justitsminister Mette Frederiksen (S) noget overraskende meddele, at betænkningen var ugyldig, eftersom flertallet bag betænkningen ikke var identisk med det flertal, der vedtog selve lovforslaget - som Enhedslisten og SF som bekendt stemte imod.

»Og så er vi tilbage ved start, hvor vi ikke længere kan sige god for loven. Vi vurderer, at Danmark kan blive dømt ved Menneskerettighedsdomstolen,« siger Jonas Christoffersen.

Instituttet vil nu gå dialog med organisationer, der er tæt på flygtningen og konkret vurdere konsekvenserne af lovforslaget.

Regeringen har hele tiden fastholdt, at lovforslaget ikke er i strid med internationale konventioner.