Folketingets talerstol er på mange måder symbolet på magtens tinder i Danmark. Men som den er indrettet nu, kan handicappede ikke benytte sig af den. Folketingets formand Mogens Lykketoft har lovet at ville ombygge talerstolen i det tilfælde, at »det blev aktuelt«, men det bliver formentlig ikke nødvendigt.

Hverken Enhedslistens Sarah Glerup eller de Radikales Kristian Heegaard kommer i Folketinget, og dermed har det danske landsstyre stadig til gode at få sit første fysisk handicappede medlem.

»Jeg synes, det er en skam, for cirka 15 procent af befolkningen har et handicap, og derfor er det også vigtigt, at Folketinget afspejler det. Det er også med til at nedbryde nogle fordomme. For man kan sagtens være aktiv i politik, selvom man har et handicap,« siger Kristian Heegaard (R), der sidder i kørestol som følge af et medfødt handicap.

Den Radikales folketingskandidat ser dog gerne, at man én gang for alle for ombygget Folketingets talerstol i stedet for at gå og vente på, at et handicappet medlem bliver valgt ind i Folketinget:

»Jeg synes, det vil være et rigtig godt signal at sende i stedet for at gå og vente på, om hønen eller ægget kommer først. Det vil sende det signal, at man byder alle mennesker velkomne uden at de skal melde sig selv,« siger Kristian Heegaard, der også vil stille op til næste folketingsvalg, »Jeg ser det ikke som et spørgsmål om, hvorvidt jeg kommer i Folketinget, men hvornår jeg kommer I Folketinget.«

Hvorvidt Kristian Heegaards ønske om at ombygge talerstolen kommer igennem er nok tvivlsomt. Såvel Bertel Haarder som Mogens Lykketoft har tidligere udtalt, at man først ville gøre det, når det blev aktuelt.