Et godt menneske.
Det vil vi alle gerne være. Og når mennesker beslutter sig for at donere for eksempel blod, sæd eller organer, gør de det netop ud fra et ønske om at gøre »det rigtige« og hjælpe andre. Et ønske om at være en del af de gode menneskers fællesskab.
Det viser et nyt forskningsprojekt fra Institut for Folkesundhedsvidenskab ved Københavns Universitet. Her har forskerne undersøgt holdninger og erfaringer blandt donorer af blod, organer, knogler, sæd og hele kroppen.
»Mange ønsker, at det, der har været en del af deres krop, forbliver nyttigt og ikke bare bliver til affald. Men når man spørger folk, hvorfor de er donorer, kan de sjældent angive en bestemt grund. Donation bliver meningsfuld for dem, fordi den får dem til at se sig selv som en god person, der gør det rigtige,« siger professor Klaus Høyer fra Institut for Folkesundhedsvidenskab ved Københavns Universitet, der har været med til at gennemføre forskningsprojektet.
»Vores samfundsmæssige fortælling om organdonation har forandret sig, og det er i dag blevet en måde at vise sit tilhørsforhold til en række anerkendte værdier, det være sig rationalitet, omsorg, fællesskab og sundhed. Bloddonation virker på samme måde identitetsskabende,« siger Klaus Høyer.
I tvivl om donation er en god idé
Til gengæld er det meget karakteristisk, at donorerne ikke er interesserede i mere information. I stort set alle donationssystemer har man ellers en forestilling om, at der skal uddannelse og oplysning til, hvis folk skal vælge at blive donorer, og at folk fravælger det, fordi de ikke ved nok.
»Men det er ikke helt rigtigt. Praktisk talt alle de donorer, vi har talt med, læser ikke informationen, de husker den ikke, og de bruger den ikke. De prøver næsten at beskytte sig mod mere information. De vil hellere bare have at vide: Det, du gør, er godt,« forklarer Klaus Høyer.
Men selv om donorerne ikke har brug for informationskampagner, så kan mere information jo godt være nyttigt over for tvivlerne eller over for dem, der takker nej til donation?
»Ja, i et vist omfang. Der er to slags tvivl, videnstvivl og moralsk tvivl. Det første kan afhjælpes med information. Nogle tror, at de er for gamle, for usunde eller for syge til at blive donorer. De vil nødigt skade andre ved f.eks. at levere et dårligt organ. For dem kan information være godt, fordi man kan fortælle dem, at den beslutning skal lægerne nok træffe,« forklarer Klaus Høyer.
Han mener til gengæld, at det er mere vanskeligt at gennemføre informationskampagner, der tilskynder moralske tvivlere til donation. De kan stille spørgsmål som: Er det egentlig godt det her? Skal vi som samfund give nye organer til gamle mennesker, eller gør vi det sværere at få lov at dø? Skal jeg give min far en nyre, hvis min datter måske senere får brug for en?
»Information kan kun løse tvivl om viden, men det viser sig, at meget tvivl bunder i en moralsk usikkerhed. Problemet er, at vi ikke fremmer donationssagen ved at fokusere på den moralske tvivl. Hvis vi fokuserer på den moralske tvivl, bliver det sværere for donorerne at føle, at de gør det rigtige. Det, der skaber den store opbakning til donation, er netop, at du føler dig som et godt menneske, når du registrerer dig som donor,« siger Klaus Høyer.
Hvad skulle man fokusere på, hvis man ville henvende sig til dem, der er moralske tvivlere?
»Der er en tendens til, at vi oftest viser unge mennesker, der lever et godt liv med deres nye organer. En yngre mand med et toårigt barn, der fik nyt hjerte og pludselig kan løbe triatlon. Men der er en stor variation i, hvem der modtager et nyt organ. Ældre mennesker får også nye organer, og det gør mennesker med en usund livsstil også, ligesom nogle transplantationer mislykkes. Man kunne vise et mere varieret billede, for der er ikke nogen af de donorer, vi har talt med, som siger, at der er bestemte mennesker, der ikke må få deres organer.«
Fra skeptikere til entusiaster
Holdningen til organdonation har ændret sig mærkbart inden for de seneste 30 år. Danmark var i 1990 det sidste land i Europa, der indførte hjernedødskriteriet, og forud for indførslen udviste befolkningen ikke den store begejstring for organdonation. I 1987 var det således kun 30 procent af befolkningen, der forholdt sig positivt til organdonation.
»I forbindelse med vores forskningsprojekt har vi gennemført en undersøgelse, hvor over 90 procent er positive, og Danmark er nu et af de europæiske lande, hvor flest er positive over for organdonation. Der er sket et helt utroligt skifte,« forklarer Klaus Høyer.
Holdningsskiftet hænger ifølge Klaus Høyer sammen med en ændret holdning til døden.
»Donorer taler om, at de ønsker at dø en god og meningsfuld død. I takt med den tiltagende sekularisering af samfundet er det for mange blevet vanskeligt at give døden mening. I dag er døden ofte meningsløs, med mindre den kan gøres nyttig for andre. Det at registrere sig som organdonor handler også om at tilskrive døden betydning. At tage stilling til, hvad man er, når man er død. Her giver teknologien en mulighed for at give sin krop et efterliv,« mener Klaus Høyer.