LONDON: Den britiske hovedstad summer af rygter, efter at den amerikanske skuespiller Angelina Jolie var forbi Mayfair for at se på en bolig til omkring 237 millioner kroner til hende og Brad Pitt. George og Amal Clooney skal have stillet sig tilfreds med et landsted i Berkshire til omkring 100 millioner.
Det kan medføre yderligere tre personer i de britiske immigrationsstatistikker. Amal Clooney er født i Beirut, men er allerede britisk statsborger.
For premierminister David Cameron er kendisserne ikke problemet. De hundredtusindvis af andre immigranter udgør derimod en særdeles sprængfarlig politisk udfordring frem mod parlamentsvalget i maj. Nye statistikker viser en markant stigning i antallet af immigranter: 583.000 mennesker immigrerede til Storbritannien fra juni 2013 til juni 2014, mens 323.000 rejste ud.
Cameron lovede i 2011 at nedbringe nettoindvandringen til »titusinder« inden næste valg. »Ingen hvis’er« og »ingen men’er« sagde premierministeren i sin tale. De seneste måneder har regeringen forsøgt at slå på, at EUs regler gør det umuligt at regulere immigrationen fra Europa.
Beklagelserne er blevet mødt med kold afvisning blandt EU-partnerne, og den britiske højrefløj, både blandt de konservative og i partiet UKIP, har konstateret, at det i så fald må stå klart for alle, at Storbritannien må forlade EU.
Det gør det ikke lettere for Cameron, at indvandringen fra Rumænien og Bulgarien er vokset til mere end det dobbelte til 32.000 personer. Den seneste årsopgørelse viser også, at indvandringen fra lande uden for EU er vokset med ca. 30.000 til et samlet antal på 272.000 immigranter. Det er i sig selv nok til at gennemhulle Camerons løfte, påpeger britiske eksperter i immigration.
Intet ønske om ærlighed
Nu venter alle på Camerons længe bebudede tale om stramninger. Regeringsfæller advarer om, at den kun bliver sværere at holde for hver dag, der går, fordi den vil tage fokus fra det økonomiske opsving og den finansielle genoprejsning, som de Konservative ønsker at føre valgkamp på.
Spørgsmålet er, hvad premierministeren egentlig kan sige. Da han afgav løftet, kunne det være med til at flytte nogle vælgere fra Labour og holde andre fra UKIP. Med under et halvt år til valget er indvandringen et brændende politiske emne, og de højrenationale fra UKIP er en direkte trussel mod Det Konservative Parti, som risikerer at miste regeringsmagten.
»Det, UKIP-støtterne ønsker, er ikke ærlighed om immigration. Det er færre immigranter,« konstaterer kommentatoren Daniel Finkelstein i The Times.
Ærlighed kunne betyde, at politikerne påpegede, at indvandring af veluddannede unge er en økonomisk gevinst til en værdi af milliarder af kroner, hvilket en videnskabelig rapport for nylig godtgjorde. Det kunne også være at tale om Arminka Helic, som for 22 år siden kom til Storbritannien som muslimsk bosniskflygtning, og som tidligere på ugen blev indsat i Overhuset på vegne af de konservative — med Angelina Jolie på tilhørerpladserne som en nær ven.
Den anden side af mønten fortæller om pres på lønninger, pres på uddannelser, frygt for at miste »det britiske«, angst for kriminalitet og bekymring over at miste sin plads i samfundet. Det er dén side, der vender opad i øjeblikket i Storbritannien.
