To jordemødre og en læge er nu nået frem til den 23-årige Gitte Madsen på Bornholm, der siden i går aftes har haft veer.

I nat blev det bæltekøretøj, der transporterede jordemoderen og B.T.s fotograf afsted til familien, imidlertidigt fanget i snedriverne.

- Vores lokale læge kom heldigvis i nat, så hun har været her med os lige siden kl tre, siger den vordende far Frederik Koefoed til bt.dk.

Desuden blev en jordemoder sendt afsted på ski til familien her til formiddag, mens man stadig forsøgte at få den første jordemoder fri fra snedriverne. Begge er nu nået frem til familien, der lige nu fragtes ind til Centralsygehuset i Rønne for at føde.

- Det har hele tiden været planen, at vi skulle føde på sygehuset. Hun var sat til den 26. december, og vi har da de seneste dage gået og joket med, at vi ville sne inde, siger Frederik Koefoed.

Til trods for det er familiens første barn, har de taget situationen med ophøjet ro.

- Vi har siddet og set lidt fjernsyn og ventet på, at bæltekøretøjet kom frem, så vi kunne komme ind til sygehuset. Men det har da helt sikkert været en anderledes og spændende juleaften, end man er vant til, siger den 23-årige far.