Man ser ikke længere herrer gå og ryge pibe på Strøget. Eller i det hele taget. Når man undtager min kortvarige holmgang med en majspibe, da jeg var forholdsvis ung, var det først senere, da jeg gik i gymnasiet, at jeg forsøgte mig med et alvorligere livtag med piberygning. Dengang var det helt almindeligt, at lærerne sad og røg, også i timerne. Også lærerværelset henlå som i tåge, og gårdvagten gik og skuttede sig i sin frakke med nedadvendt pibehoved, så regndråber ikke slukkede gløden.

Det hørte som noget helt naturligt med til de indledende ritualer i begyndelsen af timen, at vores latinlærer tændte sin pibe og for en stund forsvandt i en sky af blå piberøg. Ud af skyen kom derefter en hånd, der med pibespidsen pegede på et ord på græsk eller latin, som han indledningsvis havde skrevet på tavlen. Derefter fulgte inde fra tågen et grammatikalsk spørgsmål. Timen var i gang.

Piberygning fremstod som en ubrydelig del af det at være lærd og lidt fraværende, så jeg anskaffede fuld af forventning også en pibe, en rund dåse med Dunhill-tobak og en æske tændstikker.

Faktisk var det i mine yngre dage så udbredt med piberygning, at det heller ikke var ualmindeligt at opleve, at kvinder røg pibe og drak bajere af flasken.

Også da jeg i fordums tid – der gik stadig dinosaurer åbenlyst omkring – kom til Berlingske, levede piberygningen i bedste velgående. Avisens legendariske litteratur- og teaterkritiker, Jens Kistrup, halede sig selv frem gennem redaktionslokalerne ved pibehovedet. Også avisens teater- og portrættegner par exellence, Erik Werner, sås aldrig uden en pibe hvilende på underlæben, mens andre sad rundt omkring og babbede instinktivt på deres snadder, mens de syslede med manuskripter og sidelayout.

Længe inden havde jeg dog kastet hånd- og lommetørklædet i ringen, men jeg vil til mit forsvar hævde, at jeg i nogle intense måneder gjorde en ihærdig indsats. Brugte omhyggeligt piberensere, skramlede med tobaksdåser, rystede distræt æsker med tændstikker, stoppede tobak med højre hånds lillefinger – let i bunden, en anelse fastere i midten og mere fast foroven – før jeg antændte tobakken. Jeg tillagde mig også omhyggeligt den beundringsværdige flegma – det lidt introverte og den eftertænksomme attitude – som piberygning så elegant syntes at befordre. Afslutningsvis bankede jeg nonchalant piben ud på skosålens underside. I sig selv en balanceakt, der krævede en del øvelse.

Ind imellem gik vi piberygere og forsikrede hinanden om, at det var meget sundere at ryge pibe og gå med tweedjakke, end det var at ryge cigaretter. Og så dampede vi videre med en dødsforagt, der var en bedre sag værdig.

Alligevel gav jeg op. Dels fik piberygningen ikke den ønskede indvirkning på mit forhold til latinsk grammatik. Og dels henlå mine smagsløg som afsvedne stubbe i høst, mens min tunge kronisk begyndte at smage som en nedbrændt klitplantage.