I samme øjeblik et fly styrter ned eller et skib forliser ud for Florida og omkring Bahamas, dirrer nettet af et nærmest nervepirrende begreb: Bermuda-trekanten.

Automatreaktionen gjorde sig da også straks gældende, da et mindre tomotoret fly tirsdag forsvandt fra radarskærme, mens det befandt sig i ca. 7.000 meters højde øst for øen Eleuthera nær Bahamas.

»Der er ingen indikationer på væsentligt ugunstigt vejr på det tidspunkt,« sagde en kystvagt i Florida efterfølgende til nyhedsbureauet AP.

Flyet har ikke alene fået stor medieopmærksomhed, fordi det forsvandt i den såkaldte Bermuda-trekant. Det skyldes også, at den 40-årige New York eventmanager Jennifer Blumin og hendes to sønner på fire og ti år var med ombord – sammen med en pilot.

Jennifer Blumin er kendt i de bedre New York-kredse for sit fashionable eventbureau, Skylight Group, der bl.a. har Ralph Lauren og Nike blandt sine kunder.

Men nu tæller hun med blandt de mange, der i tidernes løb er forsvundet i den sagnomspundne trekant, der tillægges alt fra paranormal aktivitet til bizarre vejrforhold.

Den begyndende myte om uforklarlige farer i området tog fart, da en eskadrille på fem amerikanske Torpedo-bombefly en solrig decemberdag i 1945 lettede fra deres base i Florida på en almindelig træningsmission.

Da flyene med de 14 besætningsmedlemmer befandt sig nord for Bahamas, mistede man radiokontakten med dem. Forinden havde man dog hørt en af de ombordværende sige i mikrofonen:

»Begge mine kompasser er itu!«

Derefter indfandt tavsheden sig.

Kort efter sendte man et stort vandfly i luften i håb om at kunne lokalisere de forsvundne fly og eventuelt redde nogle. Men også dette fly forsvandt – med 13 mennesker om bord.

Tilmed forsvandt passagerflyet BSAA Star Tiger med 31 ombordværende sporløst bare godt to år senere på ruten fra Azorerne til Bermuda.

Som begreb eksisterede Bermudatrekanten imidlertid ikke, før den amerikanske skribent Vincent Gaddis i 1964 forfattede en opsigtsvækkende artikel i det dengang yderst populære sensations-tidsskrift Argosy under overskriften »Den dødbringende Bermudatrekant«.

I artiklen beskrev han den »mystiske trussel«, der lurer derude, og han definerede området som linjen mellem Florida, Bermuda, Puerto Rico og tilbage igen til Florida. Endelig satte han trumf på med følgende uvidenskabelige »observation«:

»Dette relativt begrænsede område har været scenen for forsvindinger, der langt overgår tilfældighedens love.«

Dermed var myten om Bermudatrekanten definitivt grundlagt. I sin artikel nævnte Gaddis også den første europæiske rejsende i farvandet, Christoffer Columbus.

8. oktober 1492 – få dage før Columbus gik i land på det nuværende Bahamas – skrev han i sin logbog, at kompasset gav mærkværdige udslag. Forinden havde han om natten endda set en »stor flamme« falde ned i havet.

Det var formentlig en meteor, men også dette har medvirket til at cementere myten om UFOer og overnaturlige kæmpekræfter på spil i farvandet. I øvrigt sammen med det nærliggende og næsten lige så mytebefængte Sargassohav, der bl.a. spiller en central rolle i Jules Vernes ubåds-klassiker »En verdensomsejling under havet«.

Men er der slet ikke noget mærkværdigt på spil i »Bermuda-trekanten«?

Bestemt. Der er i farvandet en række mærkværdige strømforhold, ligesom tropiske orkaner kan opstå næsten ud af det blå.

Især sidstnævnte kan forklare en del af de mange tragiske skibsforlis, herunder det store, men aldrende amerikanske fragtskib »El Faro«, der gik til bunds i oktober 2015 med 33 søfolk under en storm ud for Bahamas.

Dertil kommer, at havområdet byder på voldsomme forskelle i havdybder – fra lunefulde rev lige under overfladen til dybhavsgrave, der strækker sig kilometerlangt ned i dybet. Også det kan skabe problematiske sejlforhold med hvirvler, pludselige kæmpebølger og lignende.

Endelig er den ikke helt fin med kompasset. I »Bermuda-trekanten« er søfarende særligt udsat for et fænomen, der kaldes for magnetisk deklination – eller afvigelse. Det indebærer, at her er der særlig stor forskel på »ægte nord« og den magnetiske nordpol.

Så hvis man benytter sig af et gammeldags magnetisk kompas, er der netop her ekstra stor risiko for at sejle ud af kurs.

Tilbage står myte kontra virkelighed – om der virkelig er langt flere uforklarlige forsvindinger her end i andre tilsvarende regioner med intensiv skibs- og flytrafik?

John Reilly, en amerikansk søværnshistorisker, siger det ganske glimrende i et interview med National Geographic:

»At hævde at mange skibe og fly er gået ned der, er det samme som at sige, at der sker en frygtelig masse bilulykker på New Jersey-motorvejen – stor overraskelse!«