Nøgletallene viser det hele tiden: Privatforbruget ligger underdrejet. Sådan er det bare ikke på Amagertorv i det indre København, hvor Illums Bolighus holder til. Her ligger tilsyneladende en købeglad zone. Kunderne strømmer til, og der er også vækst i Illums Bolighus’ aflæggere i andre byer, særligt i Norge.
Bolighuset har netop aflagt regnskab, og tallene viser, at omsætningen i 2013/14 er steget med 12 procent til knap 450 millioner kroner, mens resultat før skat er vokset med 15 procent til knap 50 millioner kroner.
»Væksten er en kombination af, at vi har åbnet flere butikker, men de eksisterende butikker vokser også. Butikken i København løber stærkest, og det har vi selvfølgelig meget glæde af,« siger Henrik Ypkendanz, adm. direktør og hovedaktionær i Illums Bolighus.
Bolighuset i København er langt det største med sine 10.000 kvadratmeter. Aflæggerne i andre byer er på mellem 2.000 og 4.000 kvadratmeter.
Illums Bolighus har siden 2006 åbnet butikker i Oslo, Aarhus (franchise), Stockholm, Malmø og senest i Bergen i 2013. Nordmændene har taget Illums Bolighus til sig i en grad, så Henrik Ypkendanz er på kig efter nye lokationer i Norge for at udnytte det store potentiale.
»Norge har været rigtig, rigtig godt for os. Nordmændene er meget købedygtige og købestærke. De elsker dansk og skandinavisk design. Gennemsnitskøbet her i huset er typisk på 500-600 kroner. I Norge køber de for det dobbelte,« siger Henrik Ypkendanz.
Han har været i både Stavanger og Trondheim for at se på egnede lejemål.
»Det kunne godt blive i 2015, at vi åbner en butik i Stavanger. Det er en spændende og købestærk by,« siger Henrik Ypkendanz.
Også lige syd for den danske grænse ligger der en usædvanlig købestærk by, nemlig Hamburg, som er den tyske by, hvor der bor flest millionærer. Der har Henrik Ypkendanz også for nylig lagt vejen forbi. Og ja, Hamburg er meget fristende, lader bolighus-direktøren forstå, men der er ikke noget konkret på bordet. Endnu. Ekspansionen skal foregå kontrolleret.
»Det er vigtigt for mig, at jeg stadig ved, hvem der har 40 års fødselsdag eller jubilæum. Vi ønsker at drive det her som én stor familie, hvor vi kender hinanden godt. Vi skal ikke være større ,end at vi kan se fra den ene ende til den anden og have det godt med det, jeg har ikke volumensyge,« siger Henrik Ypkendanz.
Samtidig lægger Henrik Ypkendanz også stor vægt på at have økonomisk frihed. Illums Bolighus er da også både gældfrit og velpolstret. De sidste fem år er egenkapitalen omtrent fordoblet fra godt 50 millioner til knap 100 millioner kroner.
»Vi skal styre vores økonomi, så vi hele tiden er gældfrie. Det har været vigtig for mig fra dag ét. For lige efter, vi købte Illums Bolighus, kom finanskrisen, hvor tingene strammede til, og det er ikke rart at være i lommen på andre. Vi er selvfinansierende og har en god og stærk økonomi, og det vi vil gerne blive ved med at have. Så må vi åbne nye butikker i den rækkefølge, mulighederne nu giver os. Jeg har det godt i maven med at åbne maksimum en til to butikker om året, for det kan den eksisterende organisation klare,« siger Henrik Ypkendanz.
Næste regnskabsår kan bolighus-direktøren allerede se trygt ind i, for Illums Bolighus har forskudt regnskabsår, og de tre mest omsætningsstærke måneder – oktober, november, december – ligger i regnskabsårets begyndelse. Så er bunden lagt for resten af året, og der er ikke noget, der skal hentes med det yderste af neglene ved årets slutning.
»I de tre måneder får vi 40 procent af vores omsætning og 70 procent af vores indtjening på plads. Vi kan derfor allerede nu se, at vi næste år når en omsætning på en halv milliard kroner. Og med den start, vi har fået på julehandlen i år, så bliver det alletiders,« siger Henrik Ypkendanz.
For Illums Bolighus bliver 2014/15 dermed endnu et år med omkring 12 procent vækst i omsætningen – omtrent som de fem foregående år.
