Af Illums årsrapport fremgår det, at Illums nye ejer vil skyde cirka en halv mia. kroner ind i forbedringer af stormagasinet. Den sum skal forvandle Illum til et varehus i international klasse.
»Illum skal være Skandinaviens førende stormagasin,« siger Søren Vadmand, CEO i Illum.
Han fik jobbet som øverste chef for Illum i forbindelse med seneste ejerskifte for tre år siden. I den periode har han fået lov til at investere rundt regnet 40 mio. kroner i alt.
I det lys er det et svimlende højt beløb, der nu kan investeres i Illum, og derfor kan kunderne se frem til et Illum, der bliver betydeligt anderledes end i dag. Indretningen af hver eneste etage skal nytænkes. Der bliver etableret nye indgangspartier. Facaden mod Købmagergade skal forandres, og det skal facaden ud mod Strøget også. Ambitionerne er tårnhøje.
»Det bliver en meget spændende tid, Illum går ind i. Illums nye ejer er fantastisk ambitiøs,« siger Søren Vadmand om stormagasin-kæde la Rinascente, som har mange års erfaring med at drive stormagasiner i Italien.
Eksklusivitet i højsædet
Illum blev i begyndelsen af marts købt af la Rinascente, som er ejet af det thailandske Central Retail Corporation. Siden den dag har Berlingske Business forsøgt at få et interview med italienerne om udviklingen af Illum, men svaret på forespørgslerne har været henholdende. Illums nuværende direktør vil dog gerne fortælle om, hvad en del af de 500 mio. kroner skal bruges til.
»Alle etager bliver gennemgribende renoveret, og facaderne får et løft,« siger Søren Vadmand.
Illums ambitioner om at åbne et luksushotel på øverste etage er der blevet hvisket om i flere uger i det indre København. Mulighederne for at etablere hoteller er endnu ikke kortlagt, og der er ikke søgt byggetilladelse, erfarer Berlingske Business, men Søren Vadmand bekræfter, at ambitionerne er til stede.
»Vi overvejer at etablere cirka ti eksklusive hotelværelser øverst oppe under taget. Det kan være en rigtig god idé, fordi vi har nogle kvadratmeter på femte sal, hvor der i dag er kontorer, terrasse og en fantastisk udsigt,« siger Søren Vadmand.
Hotelværelserne skal ifølge Vadmand være »eksklusive« og på niveau med det meget roste Hotel Nimb i København.
»Det skal være på niveau med Hotel Nimb, som efter min mening er et fantastisk flot og velfungerende koncept,« siger Søren Vadmand, der mener, at det er vigtigt, at der er et godt udbud af eksklusive hoteller i København.
»Eksklusive hoteller trækker en kundegruppe til, som er rigtig rar at have i København for detailhandlere og andre,« siger han.
Hvis kommunen siger god for hotelplanerne bliver det dog næppe Illum selv, som kommer til at stå for driften af det.
»Det har vi ikke erfaringen til. Sådan en opgave kræver et samarbejde med en professionel operatør,« siger Søren Vadmand.
Store omvæltninger på gulvet
Til gengæld skal Illum stå for driften af en del af de mange modebutikker, som i dag findes i Illum. Hidtil har stormagasinet haft en konstruktion, hvor cirka 120 forskellige koncessioner har drevet deres egen lille butik i Illum med egne ansatte og afleveret en del af omsætningen til Illum. Men den model skal blødes op, lyder det nu fra direktøren.
»Den nuværende model med koncessioner kan kun give os en vis volumen, omsætning og bruttomargin. Ved selv at købe ind, kan vi nå en bedre margin,« siger Søren Vadmand , der fortæller, at Illums italienske ejer allerede har egen indkøbsafdeling.
»Der er visse af deres varer, som vi godt kan sælge her i København,« siger han.
Samtidig lyder det fra Illum-chefen, at en del af de nuværende koncessioner må indstille sig på at få færre kvadratmeter til at sælge deres varer, og at hver etage må forvente store forandringer.
»Når man skal give færre kvadratmeter til en koncession, er man nødt til at tage en hel etage ad gangen og fortælle, at sådan er planen. Hver etage bliver tegnet af designere, og der kommer nye gulve, nyt loft, ny belysning. Der bliver tale om store investeringer på alle etager,« siger Søren Vadmand, der understreger, at der vil være plads til alle koncessioner, som gør det godt.
»Jeg vil gerne sige, at vi ikke er ude på at smide nogen ud. Alle, som gør det godt, vil også passe ind i det nye Illum,« lyder det fra Søren Vadmand.
Illum-ledelsen er allerede nu i gang med at tale med koncessionerne om de store forandringer, som er undervejs.
2013 bliver ifølge Søren Vadmand et transitionsår, hvor mange af de store beslutninger skal tages.
Fra 2014 og frem kan kunderne for alvor begynde at se resultaterne af investeringen i Illum.