I et af den københavnske design- og konsulentvirksomhed MOEFs værkstedslokaler på Refshaleøen ud for København bliver der bygget løs. En svag summen og små spruttende lyde indikerer, at en af virksomhedens 3D-printere i gang med at bygge endnu en model op. Lag på lag på lag.
Og muligheden for at bygge modeller er central for MOEF. Den lille virksomhed er nemlig bygget på et fundament, der handler om at visualisere, forklarer Kristoffer Kelstrup, der er én af fire partnere i MOEF, hvis virksomhedsnavn er en forkortelse af »Model & Effekt Fabrikken«.
»Evnen til at visualisere ting er vores speciale. Og visualiseringen er alt andet lige et vigtigt element i moderne produktudvikling. Det medfører nemlig, at man kan komme hurtigere gennem processen. Man er ikke i tvivl om, hvad det er, man har gang i. Og her er 3D-printeren et helt centralt redskab,« siger han.
Koncepter gøres levende
MOEF gør sig i opgaver, hvor en kunde har behov for såvel at skabe et nyt koncept, design eller blot en idé. En naturlig forlængelse af det er at gøre koncepter levende for kunderne. Derfor er der ofte brug for fysiske modeller – hvad end det drejer sig om designet af en ny termokande, tilrettelæggelsen af et restaureringsarbejde eller udtænkningen af et koncept, der skal være med til at definere kundens virksomhed.
Værkstedsafdelingen fylder i det hele taget meget i MOEFs virksomhedsdomicil. Faktisk er omtrent halvdelen af design- og konsulentvirksomhedens kvadratmetre ikke fyldt med skriveborde, computere og ringbind. Derimod flyder værkstedsborde, drejebænke, eldrevne maskiner fra snedkerindustrien og meget andet godt op. Og så er der 3D-printerne. De har et kammer for sig selv, hvor de står og arbejder.
MOEFs brug af 3D-printere er dog ikke ny. Langtfra. Faktisk var de allerede en del af de værktøjer, den lille design- og konsulentvirksomhed satsede på, allerede da den blev stiftet tilbage i 2001. Dengang var prisniveauet dog et andet og betydeligt højere. Det satte en naturlig begrænsning for, hvad MOEF-holdet selv kunne investere i af udstyr.
Med tiden er teknologien blevet mere udbredt, og priserne på 3D-printere er faldet. Det betyder, at en virksomhed som MOEF kan bruge 3D-print endnu mere i den kreative proces.
En ny by designes i 3D
»Dermed er 3D-printeren er i dag et værktøj på linje med andre. Det handler i høj grad om at strømline processen, gøre den effektiv. Og det kan man gøre ved at skabe noget, man kan røre,« siger Kristoffer Kelstrup og nævner et projekt for Frederikssund Kommune, han arbejder med, som eksempel.
Kommunen vil bygge en helt ny by, der skal hedde Vinge, og i den forbindelse har byplanlæggere og arkitekter sat de store streger. Men der skal lokkes beboere til byen, og i den forbindelse har kommunen hyret MOEF til ikke bare at være med til at udforme det digitale og trykte materiale. Potentielle huskøbere i Vinge kan simpelthen gå ind på en hjemmeside og designe deres eget hus i et kvarter. Og det med et twist.
»Her bruger vi den nye teknologi aktivt. Blandt andet ved at man på hjemmesiden så at sige kan customize sit eget hus i byen og herefter få tilsendt et 3D-print af sin kommende bolig. Det er lige til at stille på kaminen og tage op og kigge på,« siger han og tilføjer: »Frederikssund ved godt, de skal gøre noget ekstraordinært for at tiltrække folk til en ny by. Printet er bare én af måderne at præsentere det på – på en nærværende og ny måde.«
3D-printeren er en central del af MOEFs virke. Prisfald på printerne og forventningen om, at maskinerne også vil udvikle sig til at kunne bygge ved hjælp af nye materialer, betyder, at det nok ikke ændrer sig. Tvært-imod.
I Kristoffer Kelstrups optik er der dog stadig plads til forbedringer. Tiden er stadig et problem. Det tager immervæk stadig timer at bygge en Lego-klods.
