Heller ikke de internationale medier var synderligt imponerede over fodboldkampen mellem Danmark og Frankrig, som et langt stykke ad vejen blev ledsaget af en skinger pibekoncert.
Süddeutsche Zeitung konstaterer, at der var tale om den første 0-0-kamp ved verdensmesterskaberne i Rusland: »Frankrig sikrede sig gruppesejren og hjalp samtidig modstanderen Danmark med at komme videre,« konstaterer avisen.
»For de godmodige danskere var det tilstrækkeligt at dele point i den kedsommelige kamp for at kunne nå videre til ottendedelsfinalerne ved et verdensmesterskab for første gang siden 2002.«
Sydtyskerne har ganske vist blik for, at målet for begge hold blev opfyldt med kampens resultat, men det er svært at forestille sig, at redaktionslokalerne i München var præget af boblende fodboldglæde under kampen.
ZZZZ
Man skal til mediernes løbende kommentarspor for at finde kommentarer, hvor filtret er fjernet, og pænheden lagt til side. Her får seerne frit afløb for deres fodboldfrustrationer, og det er faktisk ganske forfriskende. Fra BBCs feed kan vi citere et par stykker.
Posted by Johnny Lee
26 Jun 22:28
Det her er, hvad der sker, når to hold ved, at et uafgjort resultat vil passe dem begge fint. Et hurtigt nik i spillertunnellen, lidt boldflytteri i 90 minutter, og så er den dag ude. Færdigt arbejde.
Posted by Stewart Frazier
26 Jun 22:35
Ikke overraskende at der kun har været en enkelt kommentar til den her rodebutik, og jeg er helt enig i den. En af de mest kedsommelige kampe, jeg har set i mere end 60 år med fodbold.
Posted by Hugo
26 Jun 23:21
Zzzzzzzzzzzz. Er det snart forbi?
Posted by Finkelstein
On1 hour ago
Sikke dog en rædsom forestilling, det her.
Begge hold havde besluttet sig for, at de ikke ville spille fodbold, og de leverede en kedelig kamp.
Ingen af holdene lyste op eller viste blot en smule energi eller ambition.
Jeg kan ikke se, at nogen af dem når videre til kvartfinalerne.
Lidt rømmegrøt på de sårede sjæle
Måske nærer vores norske venner et ønske om at værne lidt om Åge Hareide, for kommentatoren på avisen Verdens Gang forsøger i hvert fald at tøjle de danske forventninger og drille elskværdigt:
»Nu er det vel godt?« skriver Trond Johanneson. »Ottendedelsfinale i VM er vel godt nok. Selv for de krævende danskere? Det er slet ikke sikkert.«
»Danskerne er morsomme og sprudlende, men de har også en snert af arrogance, når det gælder fodbold. Danmark er med ved sit blot femte VM, de har ikke været i ottendedelsfinalen siden 2002, men alligevel snakker de, som om de er til stede ved hvert eneste mesterskab.«
Nå nå, godt ord igen, Trond.