Folketingets ombudsmand, Jørgen Steen Sørensen, har haft en fornem og nærmest eksemplarisk karriere for en klassisk topjurist i staten. En karriere, der er både alsidig og rummer ansættelser i nogle af landets tungeste juridiske stillinger.

Efter at have modtaget eksamensbeviset som cand.jur. fra Københavns Universitet i 1990 blev han ansat som fuldmægtig i Justitsministeriet og klatrede herfra opad i systemet som kontorchef, afdelingschef og ikke mindst som Rigsadvokat, inden han blev ombudsmand i 2012.

Jørgen Steen Sørensen har endda nået flere svinkeærinder undervejs som ansat ved det britiske Justitsministerium, forligsmand og rådgiver for Danida i forbindelse med opbygning af demokratiske institutioner i blandt andet Uganda.

Der står dyb respekt om Jørgen Steen Sørensens faglige egenskaber, hvor han omtales med ord som »vanvittigt dygtig«, »den fødte holdleder« og »fremragende« af både fagfæller og politikere.

Men selv om han er født og opvokset i systemet, så er der i dag ingen kritik af, at systemets folk har fået sig en allieret i rollen som vagthund overfor myndighederne.
Ombudsmanden er en særlig institution på den måde, at Jørgen Steen Sørensen ikke selv kan træffe afgørelser, men blot kritisere offentlige institutioner og eventuelt anbefale dem at genbehandle sager eller helt ændre deres afgørelser. I praksis står der dog så meget respekt om ombudsmandens udtalelser, at en offentlig myndighed sjældent kan ignorere kritikken.
Jørgen Steen Sørensen har valgt at gå hårdt og kritisk til værks i flere sager uden synlig skelen til antallet af stjerner på skuldrene hos de personer, der modtager kritikken. Men han gør det på sin egen måde.

Han trænger gennem lydmuren, hvis det er nødvendigt – men er ikke brysk og fremstår ofte afbalanceret og nuanceret med sin kritik.

Ikke lang tid efter sin tiltræden udtalte Jørgen Steen Sørensen blandt andet »alvorlig kritik« af Statsministeriet og Justitsministeriet for at have begået »væsentlige fejl« under deres håndtering af nuværende erhvervsminister Henrik Sass Larsens (S) sikkerhedsgodkendelse efter folketingsvalget i 2011.

Politikerne og embedsmændene har også fået kærligheden at føle i kølvandet på vedtagelsen af offentlighedsloven.

Han har stilfærdigt opfordret embedsmændene til at foretage en »mentalitetsjustering«, når de behandler aktindsigter fra borgere og medier, hvor de ofte gør sig store »juridiske anstrengelser« for at tilbageholde dokumenter »uden reelt at overveje, om det ikke var simplere blot at udlevere dem«, som Jørgen Steen Sørensen har formuleret det i en kronik i Politiken.